Her er AaB's næste transfermål: Vil hente dansker
AaB har allerede hentet flere spillere ind til den kommende sæson, og nu har man udset sig endnu et emne, som oven i købet har erfaring fra Superligaen
Opdateret kl. 13:44
AaB har været særdeles aktiv på transfermarkedet denne sommer, og man har således sikret sig tre nye navne på nuværende tidspunkt.
Det betyder dog langt fra, at superligaoprykkeren er færdig med at hente spillere. Nu forlyder det nemlig, at AaB har udset sig en dansk venstreback som afløser for Jakob Ahlmann, der lagde støvlerne på hylden efter sæsonens sidste kamp mod Vendsyssel FF.
AaB har kastet sin kærlighed på 23-årige Marc Nielsen, der lige nu er på kontrakt i Hvidovre. I den forgangne sæson fik han spilletid i 21 superligakampe, hvor han bidrog med to målgivende afleveringer.
Marc Nielsen var for få sæsoner siden udråbt til en af de mest lovende spillere i 1. division. Således var Vendsyssel FF meget interesseret i backen tilbage i sommeren 2022. Her var man på udkig efter en ny venstreback, men man endte med at hente Emil Arendrup.
AaB er ikke alene om at udvise interesse for Marc Nielsen, der er på kontrakt i Hvidovre frem til nytår. Der er angiveligt også interesse fra klubber i den bedste svenske række, så det er langt fra sikkert, at AaB lander Marc Nielsen, der ikke kommer til at koste AaB en transfer, men der vil være klausuler i tilfælde af en aftale, der sikrer Hvidovre procenter ved et videresalg.