Her er Bo Zincks afløser i Thisted FC

Thisted FC har nu Bo Zincks afløser på plads, og valget er faldet på en yderst rutineret træner

Nu har Thisted FC fået en ny cheftræner på plads. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Nu har Thisted FC fået en ny cheftræner på plads. Foto: Bo Lehm

THISTED: Krzysztof Popczynski er næppe et navn, der får ret mange klokker til at ringe hos fodboldfolket i Thisted og Thy, men det er ikke desto mindre navnet på Thisted FC's nye cheftræner. 

Den 53-årige polak er bosat i Voel ved Silkeborg, hvor han bor sammen med sin hustru og parrets to børn. Tidligere har han været træner for blandt andet FC Djursland, Aarhus Fremad og senest Kjellerup. Derudover tæller det omfattende CV også flere arbejdsgivere på Færøerne, hvor han både som aktiv spiller og træner har slået sine folder. 

Han har tidligere været i Thisted som en del af modstanderholdet, og nu glæder han sig til at få hjemmebane i Thy.

- Det er svært at sige nej tak til Thisted. Det er et fantastisk sted, hvor folk bakker op. Jeg kan huske fra min tid i Aarhus Fremad, at det Thisted altid var et svært at spille. Det er et sted, der dufter af fodbold, siger Krzysztof Popczynski. 

Faktisk har han også haft nogle år, hvor fodboldtrænergerningen ikke har været det primære interessefelt for den nye Thisted FC-træner. 

- Jeg har også haft en periode som fysisk træner for Silkeborg/Voels kvindeligahold i håndbold. Jakob Andreasen, der er cheftræner i klubben hentede mig ind til at stå for den fysiske træning, og det har været med til at give et godt perspektiv på min trænerkarriere, siger Krzysztof Popczynski. 

Han kommer til Thisted med en meget skarpt defineret tilgang til spillet, og det er en tilgang, som flugter perfekt med klubbens ambitioner om spillestil.

- Min helt klare ambition er, at vi skal have bolden meget og være dominerende. Når vi ikke har bolden skal vi være aggressive for at få fat i den igen, siger Krzysztof Popczynski, der med den tilgang til spillet opfylder Thisted FC's overordnede krav om spillestil. 

- Han passer perfekt ind i den måde, som vi gerne vil spille fodbold på. Bo Zinck var godt i gang med at implementere vores ønskede stil, og den kan Krzysztof heldigvis fortsætte. Vi er meget glade for at have fundet en rutineret, vellidt og dygtig træner som ham i den nuværende situation, siger TFC-direktør Peter Friis Jensen. 

Parterne har lavet en aftale, der rækker halvandet år ud i fremtiden. Rutinerede Henning Pedersen fortsætter i rollen som assistenttræner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.