Her er hemmeligheden bag forvandlet Vendsyssel-hold
Begyndelsen lover godt for Vendsyssel FF, der var langt mere målsøgende i 5-1-sejren over Hillerød sammenlignet med tidligere kampe
HJØRRING: Der var store smil over hele linjen, men ingen havde et større smil end Lasse Steffensen efter Vendsyssels 5-1-sejr i sæsonpremieren mod Hillerød. Alle, der bare følger Vendsyssel FF lidt, ved, at Lasse Steffensen er en enmandshær i modstanderens felt, men fredag prøvede han alligevel noget, som han ikke har prøvet før i Vendsyssel-trøjen.
- Det var dejligt at score mit første hattrick. Jeg havde en god fornemmelse, allerede da jeg vågnede i dag. At det så endte med tre scoringer var nok kun i en drøm, jeg havde håbet på det, siger en storsmilende Lasse Steffensen.
Fællesnævneren for alle tre mål var, at Lasse Steffensen udviste stor kølighed i sine afslutninger.
- Det er jo det der med at holde hovedet koldt nogle gange. Det har jeg arbejdet meget med til træning. Altså kigge på keeperen og så sparke den sikkert ind, siger Lasse Steffensen, der sparkede bolden overbevisende i mål tre gange mod Hillerød.
Indlæg og afslutninger har været nogle af hovedtemaerne i opstarten hos Vendsyssel, og netop de ting, blev i den grad bragt godt i spil mod Hillerød.
- Vi havde en del indlæg, hvor jeg føler, at vi blev farlige på stort set alle. Det er noget af det, vi træner meget i, så det er fedt at se det give pote. Vi er blevet mere kyniske foran mål, og det har vi arbejdet meget med, siger Lasse Steffensen.
Med de mange indlæg, som han kan forvente at blive modtager af, så er spørgsmålet, hvor mange mål han når op på i denne sæson.
- Det er godt spørgsmål. Forhåbentlig scorer jeg flere end i sidste sæson. Jeg vil gerne lave plus 10 mål, siger Lasse Steffensen, der med garanti havde lavet mere end seks mål i forrige sæson, hvis det ikke havde været for en brækket fod, der gjorde ham ukampdygtig det meste af foråret.
Klar fremgang
For Vendsyssel FF's cheftræner Henrik Pedersen var fredagens oplevelse skelsættende på et par afgørende punkter.
- I forhold til det, vi manglede i sidste sæson, var det heldigvis tydeligt at se, hvad vi har arbejdet med. Vi lavede fem mål på de to ting, vi har været dårligst til - at få afslutninger på vores indlæg og så dødbolde. Det var dejligt at score fem mål og få en sejr, konstaterer Henrik Pedersen.
Henrik Pedersen har altid et kritisk blik på sit holds præstation, så på trods af en 5-1-sejr er han ikke bleg for at udpege forbedringspunkter.
- De har to chancer i første halvleg. Det var begge efter omstillinger, og det er noget, som vi har arbejdet med, for det var et problem i sidste sæson, at vi dominerede, og så slog modstanderne kontra mod os. Nu gav vi to chancer væk, uden vi blev straffet, men det er noget, jeg er meget opmærksom på, siger Henrik Pedersen.
Til syvende og sidst er han dog godt tilfreds med særligt én ting i fredagens sejr.
- Der var mange ting i vores præstation, som skal og kan blive bedre, men der hvor fodboldkampe afgøres er i felterne, og der var vi skarpe. Sidste sæson var det sådan, at vi var gode mellem felterne, men det er altså bedre at være skarp i felterne, siger VFF-træneren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.