Her vil Vendsyssel FF-ejer gerne se forbedringer

Jacob Andersen, der ejer Vendsyssel FF, er meget tilfreds med sportslige takter han har set i denne sæson

Jacob Andersen, ejer af Vendsyssel FF, er tilfreds med den sportslige udvikling i denne sæson. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Jacob Andersen, ejer af Vendsyssel FF, er tilfreds med den sportslige udvikling i denne sæson. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Vendsyssel FF tager sig for første gang i flere år ud som en positiv sportslig historie. Ikke siden sæsonen i Superligaen har klubben oplevet så gode resultater, som man oplever i denne sæson, hvor man for alvor har fået Henrik Pedersens spilkoncept til at ligne noget langtidsholdbart. 

Det betyder, at man efter første halvdel af grundspillet kan tillade sig at kigge mere op end ned i tabellen - en ny og uvant situation for klubejer Jacob Andersen.

- Målet for denne sæson har været, at vi skulle væk fra det nedrykningsspøgelse, som vi har kæmpet med i de seneste par sæsoner. Jeg må rose Søren Henriksen, for jeg synes, vi har en spændende trup, og vi udvikler os hele tiden, siger Jacob Andersen,

- Jeg synes, vi har et godt hold. Vi bliver bedre og bedre for hver kamp. Vi har slået Vejle, og vi fortjene at vinde i SønderjyskE, så vi har bevist, at vi kan være med. Jeg havde set frem til kampene mod Vejle, SønderjyskE og Helsingør, for det var i de kampe, vi kunne måle vores niveau. Vi er blevet bekræftet i, at vi er på rette vej, siger klubejeren, der dog ikke har travlt med at snakke Vendsyssel FF ind i oprykningskampen.

- Det er jo altid svært i forhold til toppen. Jeg vil ikke sige, at det er tilfældigheder, men det er marginaler. Da vi rykkede op i 2018, var løbet faktisk kørt, men så flaskede det sig alligevel, og vi endte med at besejre Lyngby og rykke op. 

Ny direktør

Vendsyssel FF har netop skiftet ud på direktørposten, hvor det er en gammel kending af klubben Lars Glinvad, der tager over som ny direktør for Søren Als Christiansen. Det skifte er sket i fred og fordragelighed, og den nye direktør ser ud til at have en meget klart defineret opgave foran sig. 

 - Det vi stadig kæmper med heroppe er, at vi skal have udvidet sponsorgrundlaget. Jeg vil gerne, men det kræver også, at de andre heroppe er med til at løfte i flok, siger Jacob Andersen. 

Erhvervsmanden med rødder i Hjørring, er i første omgang glad for at se, at de mange penge han kaster i fodboldprojektet ser ud til at skabe en positiv udvikling. En udvikling som meget vel kan være med til at forbedre den bundlinje, der var blodrød i forrige årsregnskab. 

- Det er alfa omega, hvordan vi gør det inde på banen. Det er alt andet lige nemmere at gå ud og sælge et sponsorat, når det går godt, end hvis vi havde tabt 4-0 i den seneste kamp. Den sportslige præstation er afgørende, og her har folk ikke været specielt godt vant i de seneste sæsoner, siger klubejeren, der personligt er glad for det han ser lige nu.

- Det betyder rigtig, rigtig meget, at jeg kan se, at vi rykker os i den rigtige retning på banen. Også qua at man putter mange penge i det her løbende. Derfor var det lidt frustrerende i sidste sæson at se, at vi trods en relativt dyr spillertrup alligevel var i risiko for at rykke ned. 

Det er ingen hemmelighed, at Jacob Andersen har været den økonomiske katalysator i Vendsyssel FF, siden han atter satte sig til rette som hovedaktionær i klubben. Man skal ikke frygte, at han er ved at få kolde fødder, selvom han fortsat skal bruge mange af sine egne penge på klubbens drift.

- Jeg er stadig klar på at bakke op, men vi skal altså gerne der hen, hvor vi minimum kan gå i nul. Vi har jo heller ikke haft store salg i de seneste år, og det skal vi gerne have, men når vi ikke har præsteret inde på banen, så hænger det jo også sammen med mulighederne for spillersalg. Derudover vil vi jo gerne skabe flere sponsorindtægter, men det arbejder vi på, siger Jacob Andersen.

Vendsyssel FF er halvvejs gennem grundspillet placeret på en femteplads, fire point fra en af de to oprykningspladser.  

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Alvorlig færdselsulykke i Aalborg - Hobrovej spærret
Luk