Sport

Herning cementerer førsteplads med storsejr over Frederikshavn

Med 5-1-sejr over Frederikshavn White Hawks sidder Herning Blue Fox tungt på førstepladsen i Metal Ligaen.

Herning Blue Fox fører Metal Ligaen med 67 point for 30 kampe. (Arkivfoto).
Herning Blue Fox fører Metal Ligaen med 67 point for 30 kampe. (Arkivfoto). Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 21:52

Førerholdet Herning Blue Fox havde startproblemer, men fandt efterfølgende fodfæste og vandt fredag aften for tredje gang i sæsonen over Frederikshavn White Hawks.

På egen is kom Herning bagud midtvejs i første periode, men kampen blev vendt på hovedet i anden periode, hvor værterne tre gange kom på måltavlen.

5-1-sejren i Metal Ligaen blev cementeret i tredje og sidste periode, hvor både Magnus Carlsen og Petter Hansson tvang måltavlen på arbejde.

Efter 30 kampe har Herning 67 point helt i toppen af rækken. Den nærmeste forfølger er Odense Bulldogs med 53 point.

Samtidig med kampen i Herning vandt Odense på udebane 3-0 over Esbjerg Energy, der efter 31 kampe har 44 point på syvendepladsen.

Radim Piroutek bragte Odense foran midtvejs i anden periode, inden gæsterne mod slutningen af kampen scorede to gange på få sekunder.

Også Sønderjyske fik fuld gevinst efter fem kampe i træk uden sejr.

Sønderjyderne vandt 4-3 på hjemmebane over Rungsted Seier Capitals, der indtager femtepladsen med 45 point.

Sønderjyske er næstsidst i tabellen med samme pointtal som Esbjerg.

Bundproppen Rødovre Mighty Bulls, der blot har hentet 13 point, tabte for 13. gang i træk.

Rødovre kom på hjemmebane foran 2-1 mod Herlev Eagles i anden periode, men tabte i sidste ende 2-3 efter to Herlev-scoringer i tredje periode.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden