ishockey

Herning henter dansk landsholdsforward i svensk ishockey

Mathias From skifter Västerårs ud med Herning Blue Fox. Den tidligere VM-spillers aftale løber sæsonen ud.

Mathias From (til højre) jubler her efter sin scoring mod Hviderusland under VM i ishockey sidste år.
Mathias From (til højre) jubler her efter sin scoring mod Hviderusland under VM i ishockey sidste år. Gints Ivuskans/Ritzau Scanpix

Herning Blue Fox har fået en klar forstærkning i jagten på succes i Metal Ligaen.

Midtjyderne har torsdag offentliggjort en aftale med den danske landsholdsforward Mathias From, der er blevet løst fra sin kontrakt i svenske Västerås.

Det skriver den danske klub på sin hjemmeside.

From har fået en kontrakt, der løber resten af sæsonen. Nordjyden ser frem til at få sin debut i Danmarks bedste række efter at være rykket til Sverige som ungdomsspiller.

- Jeg er virkelig glad og spændt på at komme til Herning. Siden i sommer har organisationen i Herning udvist en enorm interesse for mig, og jeg har altid anset klubben for at være en af de mest professionelle klubber i Danmark, hvilket gjorde det til et logisk valg for mig, siger 24-årige From til klubbens hjemmeside.

Han forventer at kunne hjælpe holdet med "en benhård arbejdsindsats, høj fart, mod og en masse point".

I et interview med Herning Folkeblad fortæller From, at han tidligst er på isen i Herning i slutningen af denne uge. Samtidig ønsker han ikke at fortælle om sit brud med Västerås.

Klubdirektør Torben Skovgaard glæder sig over tilgangen.

- Mathias kommer med nogle stærke offensive kvaliteter, som har gjort ham til en interessant spiller for udenlandske klubber i de bedste ligaer i Europa.

- Det alene gør naturligvis også Mathias til en ønskespiller for enhver dansk klub, og vi er meget stolte over, at han har valgt at fortsætte sin karriere i Herning. Vores fans kan forvente, at vi får en sulten spiller på holdet, siger han.

From var med i Danmarks VM-trup i 2021, og han scorede et enkelt mål under slutrunden.

I 2016 blev han draftet af NHL-holdet Chicago Blackhawks, men han har ikke spillet i verdens nok stærkeste ishockeyliga.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden