Håndbold

Herning-Ikast tager koncentreret europæisk skalp i Norge

Bredden blev brugt flittigt, da Herning-Ikast leverede en bundsolid indsats mod norske Storhamar.

Kvindehåndbold: Herning-Ikast Håndbold - Nykøbing F. Håndbold
Kvindehåndbold: Herning-Ikast Håndbold - Nykøbing F. Håndbold Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Herning-Ikast Håndbold har tur i den i Europa.

Mandag aften snuppede klubben en vigtig sejr på udebane over norske Storhamar. Midtjyderne vandt 35-27 og har dermed vundet tre ud af tre kampe i European League-gruppespillet.

Det betyder samtidig, at midtjyderne fører sin gruppe.

Storhamar forventes sammen med Herning-Ikast at snuppe en billet videre til næste fase af turneringen, og derfor var mandagens sejr en stor skalp.

Herning-Ikast tog greb om kampen fra første minut og havde fat i føringen hele kampen igennem. Det på trods af, at klubben i øjeblikket har stramt program og derfor brugte flere breddespillere.

Før pausen nåede midtjyderne op på en tremålsføring, men nøjedes med en tomålsføring på 16-14, da holdene gik til pause.

I anden halvleg var Storhamar kortvarigt på omgangshøjde ved 17-17, men så skruede Herning-Ikast niveauet op. Med fire mål i træk kom midtjyderne foran 21-17.

Derefter mistede danskerne koncentrationen en smule, og cheftræner Kasper Christensen måtte tale i en kontant tone, da han med omtrent ti minutter igen tog timeout.

Det hjalp, og i slutminutterne trak Herning-Ikast fra.

Herning-Ikast skal allerede onsdag i kamp igen. Her venter Odense Håndbold i den hjemlige liga. På lørdag kommer Storhamar til Ikast.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden