Sport

Herning prygler Rødovres tyre og skøjter til tops

Med en storsejr på 9-3 over Rødovre Mighty Bulls er Herning Blue Fox alene i front af Metal Ligaens grundspil.

Magnus Carlsen var hurtigt ude af startblokken med en tidlig scoring, da Herning Blue Fox knuste Rødovre Mighty Bulls tirsdag. (Arkivfoto).
Magnus Carlsen var hurtigt ude af startblokken med en tidlig scoring, da Herning Blue Fox knuste Rødovre Mighty Bulls tirsdag. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 21:43

Rødovre Mighty Bulls har fået en godkendt start på Metal Ligaen, men tirsdag aften fik holdet et gok i nødden af Herning Blue Fox.

Grundspillets tophold tog en tidlig føring i opgøret og så sig aldrig tilbage på vej mod sejren på 9-3.

De tre point sender holdet fra Heden op på 21 point efter otte kampe. Herlev Eagles på 18 point har dog spillet to kampe færre. Rødovre ligger midt i tabellen med ni point.

Magnus Carlsen åbnede scoringen for Herning efter mindre end tre minutters spil, og før første periodes afslutning havde Artturi Toivola fordoblet føringen.

Rødovre holdt stand frem til midten af anden periode. Så var Carlsen på spil igen.

Marcus Almquist bragte kort efter lidt fornyet tro tilbage hos gæsterne, men den blev kortvarig. Mindre end fire minutter efter reduceringen var 1-3 blevet til 1-5.

Stillingen nåede også tenniscifre, før en svær anden periode var ovre for Rødovre.

Kampen var afgjort, og i tredje periode holdt begge hold åbent hus i defensiven.

Puckene fløj om ørerne på keeperne, så publikum blev budt på yderligere fem scoringer, før slutfløjtet lød.

Der var færre mål, men mere spænding i tirsdagens andet opgøret i ligaen.

På hjemlig is sejrede Frederikshavn White Hawks med 4-3 over Esbjerg Energy, i en kamp der først fandt sin afgørelse efter straffeslagskonkurrence.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden