Sport

Herning skøjter hen over Sønderjyske i topopgør

Sønderjyske blev på egen is besejret af Herning Blue Fox i søndagens topopgør i Metal Ligaen.

37-årige Morten Poulsen stod for afgørelsen i sejren over Sønderjyske. (Arkivfoto).
37-årige Morten Poulsen stod for afgørelsen i sejren over Sønderjyske. (Arkivfoto). Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Herning Blue Fox er kommet godt i gang med sæsonen i Metal Ligaen.

Det kom der søndag eftermiddag endnu et bevis på, da den forgangne sæsons grundspilsvinder på udebane vandt 4-1 over Sønderjyske.

Sejren bringer herningenserne op på 18 point efter syv kampe. Det er samme antal som Herlev Eagles, som noget overraskende har gjort rent bord i sine seks kampe.

Sønderjyske har spillet otte kampe og indtager indtil videre en tredjeplads.

Herning tog tidligt føringen på et mål af Patrick Bjorkstrand efter tre minutter. Midtvejs i anden periode udbyggede Oliver Kiljunen i helt fri position, før Sønderjyskes Victor Schmidt Nielsen lidt tilfældigt fik reduceret.

Alt var derfor i spil før tredje periode, men så satte Herning tingene på plads.

Sønderjyske skulle satse og tog målmanden ud i slutminutterne. Det straffede den 37-årige veteran Morten Poulsen med sin scoring til 3-1, og før hornet havde lydt, fik også Artturi Toivola scoret i tomt mål.

Rødovre Mighty Bulls fortsatte den lovende sæsonstart med en sejr på 4-3 over Esbjerg Energy i forlænget spilletid. Her scorede Marcus Almquist sit tredje mål i kampen.

Efter syv kampe har Rødovre allerede skrabet ni point sammen. Det er næsten halvt så mange, som holdet endte med i den forgangne sæson, hvor Rødovre kun opnåede 20 point som den absolutte bundprop.

Andetsteds på Sjælland sejrede Rungsted Seier Capital 4-2 over Frederikshavn White Hawks.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden