Herning vinder jysk klassiker og rykker alene i spidsen
Esbjerg Energy var på 2-2 kort inde i tredje periode, men derfra var Herning Blue Fox bedst og vandt sikkert.
Herning Blue Fox er alene i spidsen for Metal Ligaen i ishockey. Det blev en kendsgerning med fredagens udesejr på 5-2 over Esbjerg Energy.
Midtjyderne vandt den jyske klassiker efter perioderne 1-0, 1-1 og 3-1.
Esbjerg var på 2-2 i den sidste periode, inden Herning satte tingene på plads med tre mål.
Morten Poulsen sørgede for første periodes eneste mål cirka halvvejs, og knap midtvejs i anden periode bragte amerikaneren Jeff King balance i powerplay.
Joachim Linnet sørgede imidlertid for, at Herning kunne afslutte perioden med en føring på 2-1.
Blot 14 sekunder var afviklet af tredje periode, da Andreas Grundtvig - igen i powerplay - udlignede for Esbjerg.
Men derfra var Herning bedst. Finnen Jarkko Malinen scorede til både 3-2 og 4-2, inden Morten Poulsen også blev dobbelt målscorer med scoringen til 5-2.
Dermed er Herning alene i spidsen for ligaen med 70,5 point - tre flere end Sønderjyske.
Esbjerg har 55 point på femtepladsen.
Frederikshavn White Hawks og Rødovre Mighty Bulls mødes senere fredag aften.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.