E‑sport

Heroic udspiller modstander og nærmer sig finale i Polen

Danske Heroic viser storform i Katowice, hvor holdet som det første er klar til slutspillet og får en pause.

Casper "Cadian" Møller og holdkammeraterne hos Heroic storspillede i søndagens kamp mod Virtus.pro. (Arkivfoto)
Casper "Cadian" Møller og holdkammeraterne hos Heroic storspillede i søndagens kamp mod Virtus.pro. (Arkivfoto) Cooper Neill/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 22:34

Heroic er på vej mod et stort resultat i Polen.

Søndag fortsatte det danske Counter-Strike-hold sit triumftog i den store turnering IEM Katowice. Danskerne udspillede storholdet Virtus.pro og vandt sikkert 2-0 efter to sikre sejre på de første baner.

Det er Heroics tredje sejr på stribe i det indledende knockoutsystem, og holdet er som det første direkte kvalificeret til semifinalerne i det afsluttende slutspil i turneringen.

Virtus.pro træder ind i en af slutspillets to kvartfinaler.

Mens Heroic altså er videre, så er Astralis færdige i IEM Katowice. Søndag aften tabte danskerne til G2 Esports, og da det var holdets andet nederlag i turneringen, må Lukas "Gla1ve" Rossander og hans holdkammerater pakke taskerne og rejse hjem.

Heroic får nu flere dages pause, da semifinalen først spilles på lørdag, mens resten af holdene i mellemtiden skal forsøge at sikre sig de andre pladser i slutspillet.

Der er 2,6 millioner kroner til vinderen af turneringen, som med undtagelse af majorturneringerne er blandt de allerstørste i kalenderen.

Heroic dominerede fra start opgøret mod Virtus.pro, som aldrig fik et ben til jorden.

Første bane blev vundet med overbevisende 16-5, og billedet var det samme på anden bane.

Det østeuropæiske hold kunne slet ikke finde en vej gennem Heroics stort set fejlfrie indsats.

Selv om holdet fik reduceret fra 4-14 til 9-14, så var comebacket aldrig for alvor tæt på. Heroic lukkede banen med cifrene 16-10.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden