Hertha Berlin fyrer endnu en cheftræner

Efter to sejre i 14 kampe er Tayfun Korkut blevet fyret i Hertha Berlin. Felix Magath overtager indtil sommer.

Tayfun Korkut ses her på sidelinjen lørdag, da han for sidste gang stod i spidsen for Hertha Berlin. <i>Federico Gambarini/Ritzau Scanpix</i>

Tayfun Korkut ses her på sidelinjen lørdag, da han for sidste gang stod i spidsen for Hertha Berlin. Federico Gambarini/Ritzau Scanpix

Hvis man bliver ansat som cheftræner for Hertha Berlin i Bundesligaen, skal man være indstillet på, at ansættelsen meget vel kan være kort.

Søndag har klubben for anden gang i sæsonen følt sig nødsaget til at afskedige en cheftræner. Tysk-tyrkeren Tayfun Korkut er således blevet fyret efter sløje resultater i sine 104 dage og 14 kampe i jobbet.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Senere søndag blev en afløser så annonceret. Tyske Felix Magath skal styre Hertha Berlin resten af sæsonen, oplyser klubben på Twitter.

68-årige Magath har tidligere vundet det tyske mesterskab som træner for både Bayern München og Wolfsburg. Det seneste var i 2009.

Han har dog ikke siddet på trænerbænken siden 2017, hvor han forlod kinesiske Shandong Luneng efter en enkelt sæson.

Nu overtager han et hold i krise.

Kun to gange i 14 kampe formåede Tayfun Korkut at føre Hertha til sejr, og han ender med en statistik på sølle 0,64 point per kamp.

- Efter en grundig analyse og evaluering af den aktuelle sportslige situation har ledelsen i Hertha Berlin fritaget Tayfun Korkut fra sin stilling som cheftræner med øjeblikkelig virkning, skriver klubben på sin hjemmeside.

Korkuts sidste kamp blev dermed lørdagens nederlag på 0-2 ude til Borussia Mönchengladbach. Det var Herthas femte nederlag i træk.

Hertha Berlin ligger næstsidst i Bundesligaen og ligger dermed til at rykke direkte ud af Tysklands bedste række. Derfor er klubben nødt til at reagere, siger sportsdirektør Fredi Bobic.

- Vi ligger til nedrykning i øjeblikket, men der er stadig otte kampe, hvor vi kan få de nødvendige point til at blive oppe.

- Vi vil gøre alt for at undgå nedrykning. Med den her beslutning regner vi med at kunne få en frisk start, siger sportsdirektøren.

Hertha Berlin råder over den danske målmand Oliver Christensen, som dog må nøjes med at sidde på bænken. Han kom til den kriseramte tyske storklub fra OB i sommer.

Siden sommeren 2019 har Hertha Berlin haft seks cheftrænere.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden