Himmelstormere har givet landsholdet et nyt ansigt
Gidsel, Pytlick og co. har gjort landsholdet til verdensmester i gennembrud. Langskuddene er til gengæld få.
Er de klassiske kanonskytter ved at blive overflødige i international håndbold?
Hvis vinderne sætter kursen for udviklingen, kan det godt være den vej, det går.
For Danmarks tredobbelte verdensmestre og regerende olympiske guldvindere har i de senere år transformeret sig til et hold, der næsten udelukkende har duelspillere og gennembrudseksperter i bagkæden.
Kigger man på statistikkerne ved VM, ligger det danske hold klart i spidsen i antallet af både scorede mål og scoringsforsøg efter gennembrud.
Det vil sige, når en spiller - typisk en bagspiller - kommer til afslutning ved at stryge igennem modstandernes forsvarsopdækning.
Inden fredagens VM-semifinale havde Danmark scoret 91 mål efter den opskrift. Det er hele 28 flere end Sverige, der er næstbedst på listen.
Årsagen skal til dels findes i spillets taktiske udvikling. Men hovedårsagen er, at Danmark i Simon Pytlick og Mathias Gidsel råder over to af verdens bedste gennembrudsspillere.
Også Rasmus Lauge, Lasse Andersson og Thomas Arnoldsen er stærke i netop den disciplin.
- Hvis vores duelspillere havde været metervarer i håndboldligaen, så var det nok ikke sådan, vi spillede på landsholdet.
- Vi gør det, fordi vi har nogle, der er på så høj en hylde i deres duel- og vurderingsspil, og er så lynhurtige til at opfatte spillet, siger Henrik Møllgaard, der landsholdsdebuterede i 2006 og har set spillestilen udvikle sig voldsomt.
Da Mikkel Hansen var på toppen, var landsholdets spil i mange år lagt an på at sætte ham op til langskud.
Med tiden blev Hansen mere og mere en pasningsspiller, der satte holdkammeraterne i scene. Og da først Gidsel og siden Pytlick indtog landsholdet, var transformationen fuldendt.
På listen over antallet af langskud per kamp ved VM, de såkaldte nimeterskud, er Danmark helt nede som nummer 27 ud af 32 nationer.
- Hvis vi havde nogle af verdens bedste skytter og knap så dygtige duelspillere, så ville vi også spille anderledes. Det er selvfølgelig også en form for pragmatisme, siger Møllgaard.
Generelt oplever både han og landstræner Nikolaj Jacobsen, at fysisk mindre og mere letbenede bagspillere er i højere kurs end tidligere.
- For år tilbage udviklede man et forsvarsspil, hvor spillerne stødte frem på backerne og i midtzonen, og det var yderst effektivt på et tidspunkt, hvor man havde større bagspillere, og der blev skudt mere, siger landstræneren.
- Udviklingen har gjort, at nogle af de spillere, der ikke blev prioriteret dengang, bliver det i dag, fordi de er gode mod de forsvarssystemer, forklarer han.
Det har muligvis kostet en smule skudstyrke, men det er til gengæld blevet rigeligt opvejet af at have allroundspillere og hurtige ben på banen.
- Du skal kunne flere ting i dag og i langt højere grad også kunne det i flere minutter. Det var ikke på samme måde for 10-15 år siden. Der var flere forsvars-angrebsudskiftninger og flere specialroller, siger Møllgaard.
- Lige nu er det højt værdsat at have en motor, så man kan trykke på i 60 minutter. Og heldigvis for det. Vi kan se, at andre landshold og klubhold også forsøger at fremelske den type spillere lige nu, siger Henrik Møllgaard.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.