Sport

Hirtshals er blevet ramt af guldfeber

Der venter en historisk begivenhed, når B75 fra Hirtshals står i klubbens første DM-finale i bordtennisligaen 

Bordtennisklubben B75 er nået frem til DM-finalerne, hvor man tirsdag aften er vært for den første kamp.
Bordtennisklubben B75 er nået frem til DM-finalerne, hvor man tirsdag aften er vært for den første kamp. Foto: Henrik Bo

HIRTSHALS: Det bliver en stor aften i Hirtshals Idrætscenter, når de lokale batmænd skal møde Næstved i den første af potentielt tre DM-finaler. 

Bordtennisklubben fra havnebyen er nemlig for første gang part i en DM-finale, og selve måden som finalebilletten blev booket på, får stadig gåsehuden frem hos træner Tarek Hassan. 

- Det var et mirakel, at vi vandt på den måde. Roskilde var storfavorit i semifinalen, og så vandt vi i et golden set. Det var en stor drøm, der gik i opfyldelse for os, siger Tarek Hassan. 

Efter den sensationelle semifinalesejr over Roskilde venter der nu en finaleserie mod Næstved, der sluttede som nummer et i grundspillet. 

- Jeg tror, det er meget 50/50 i forhold til styrkeforholdet. Vi har vundet den ene kamp 5-3 over dem, og de vandt den anden kamp 5-4 over os, så det er meget lige på papiret. Der er heller ikke en enkelt kamp i kampen, der har en klar favorit. Der er flere tætte kampe, så det bliver marginaler, som skal afgøre det, siger Tarek Hassan. 

B75 har i flere år været en del af den bedste danske bordtennisrække, men det er først i år, at man har fundet vej til finalen. 

- Det har jo typisk været et rent sjællandsk anliggende at spille de finaler de senere år. Det var nok også Roskilde, der var den største favorit til at tage guldet, så det er kæmpe stort for os, at vi vandt over dem og nu står i vores første finale, siger Daniel Christensen, der er en del af bestyrelsen i B75. 

Han er faktisk også tidligere førsteholdsspiller og var med til at rykke klubben op gennem rækkerne for en del år siden. 

- Det her er stort, for det er første gang, at Hirtshals har chancen for at vinde et dansk mesterskab. Jeg tør godt sige, at vi har fået lidt guldfeber her i byen. Vi håber virkelig på, at vi kan vinde guldet, og jeg vil også vurdere, at vi har en god mulighed for, at det kommer til at ske, siger Daniel Christensen. 

Finalekampen serves i gang klokken 18.30 i Hirtshals Idrætscenter.

Der er bordtennis-eufori i Hirtshals før tirsdagens DM-finale. Foto: Henrik Bo

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden