Historisk stor medaljehøst: Nordjysk kraftpræstation ved EM i SUP
Surferne fra Klitmøller var ikke til at komme uden om, da der denne uge blev afviklet EM i Standup paddle i Hvide Sande

Christian "Polarbear" Andersen tog to bronzemedaljer ved EM i SUP i Hvide Sande Foto: Brian Engblad
KLITMØLLER/HVIDE SANDE: Det har været et historisk godt EM i standup paddling (SUP) for Danmark. Især surfere fra den nordjyske surfklub NASA i Klitmøller viste vejen og vandt fem medaljer ved mesterskaberne.
Caroline Küntzel vandt guld i SUP Spring hos kvinderne, Noa Stender tog guld i SUP Surf U18, Christian ”Polarbear” Andersen hentede to bronzemedaljer i SUP Sprint og SUP Technical Race hos mændene, mens Katrine Bergmann hentede en flot bronzemedalje i SUP Sprint U18.
- Det har været fantastisk, og jeg er utrolig glad for min placering, som jeg tager med mig videre på SUP World Touren de kommende uger. Det er podiepladserne, det handler om, når man skal leve af sin sport, og derfor er det her guld også utroligt vigtigt, dels for hele det sportslige resten af sæsonen, men også i forhold til sponsorerne, hvor vi lige nu er ved at lave aftaler for næste år, fortæller Caroline Küntzel.
Det er Christian ”Polarbear” Andersen enig i.
- Det har været et stærkt felt, vi har været oppe imod til EM. Der er et utroligt højt niveau, og det giver bare mere blod på tanden til at give den en ekstra skalle under træningen op til de kommende konkurrencer ude i verden, siger Christian ”Polarbear” Andersen.
Stolthed i baglandet
I Surfklubben NASA i Klitmøller, kan formand Stian Eide ikke få armene ned.
- Det er en vanvittig flot præstation af vores lokale surfere. Det kommer stensikkert til at smitte af på interessen for at komme til at surfe hos de helt unge. EM-medaljerne er en gave for den løbende talentudvikling, vi har i NASA og den elitesatsning, som vi sammen med Thisted Kommune arbejder målrettet med, siger Stian Eide.
Han hæfter sig ved, at Thisted Kommunes satsning på Cold Hawaii til stadighed giver resultater.
- Uden stærke resultater fra vores lokale surfere nationalt og internationalt, vil et brand som Cold Hawaii stille og roligt miste værdi. Det er surferne og surflivet, der er med til at definere det, Cold Hawaii er, og det folk lader sig inspirere af, når de flytter til vores område. Derfor er det også glædeligt, at Thisted Kommune fortsat bakker op omkring udviklingen af surfsporten og de faciliteter, der er så afgørende for, at vi kan fortsætte den gode udvikling, vi har været i de seneste mange år, påpeger Stian Eide.
Surfklubben NASA vil fejre de lokale EM-helte på behørig vis, når de atter vender hjem til Klitmøller.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.