FCM afværger forskrækkelse og er klar til pokalfinalen
FC Midtjylland bookede onsdag plads i pokalfinalen, efter at holdet fik vendt 0-1 til 3-1 mod Vejle Boldklub.

Anders Dreyer og Junior Brumado var blandt FC Midtjyllands målscorere i den anden pokalsemifinale mod Vejle. Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
FC Midtjylland kan sætte kryds i kalenderen ved Kristi himmelfartsdag, 26. maj, når pokalfinalen finder sted på Brøndby Stadion.
Det står klar klart, efter at midtjyderne onsdag fik afværget en truende overraskelse og slog Vejle Boldklub med 3-1 på MCH Arena.
Den første pokalsemifinale i Vejle endte 1-0 til FCM, og Bo Henriksens tropper er derfor samlet videre til finalen med 4-1.
I store dele af kampen var vejlenserne en stor mundfuld for midtjyderne, men med individuel klasse fra blandt andet målfarlige Anders Dreyer blev gæsterne sat på plads i anden halvleg.
FCM's finalemodstander bliver fundet torsdag, når OB og Sønderjyske skal krydse klinger. Det første opgør endte med en sejr på 2-1 til fynboerne i Haderslev.
Midtjyderne tog initiativet fra kampens begyndelse og havde flere optræk til chancer.
Rigtigt farligt blev det dog ikke, og i stedet stangede forsvarsklippen Raúl Albentosa gæsterne foran 1-0. Målet faldt i kampens 22. minut efter et hjørnespark, hvor FCM-keeper David Ousted kom på mellemhånd.
Få minutter før pausen satte angriberen Junior Brumado igen midtjyderne på finalekurs ved at sætte hovedet på et indlæg.
Efter pausen havde begge hold svært ved at få spillet til at flyde, og det var først i det 73. minut, at underholdningsværdien steg betydeligt, da Anders Dreyer bankede FCM på 2-1 med et følt langskud.
Ti minutter før tid satte anfører Erik Sviatchenko tingene på plads med en hovedstødsscoring til slutresultatet 3-1.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.