Hjernerystelser tvinger frederikshavner til trist beslutning
Han vendte hjem til Frederikshavn for at være med til at bygge noget stort op, men nu må han forlade projektet før tid
Opdateret kl. 16:19
FREDERIKSHAVN: En karriere er slut. Trods forhåbninger om et comeback må Jesper Jensen og ishockeyklubben Frederikshavn White Hawks indse, at det ikke kan lade sig gøre. Et par alvorlige hjernerystelser har gjort, at Jesper Jensen nu må indstille karrieren.
- Lige siden Jesper blev ramt af sin seneste hjernerystelse, har vi haft løbende dialog med ham. Indtil det sidste har begge parter håbet, at Jesper kunne genoptage karrieren ved siden af sit nye job som assistenttræner for U16-landsholdet, fortæller sportschef Kasper Kristensen i en pressemeddelelse.
Dermed er en karriere, der har bragt ham langt med over 200 landskampe, deltagelse ved både VM-slutrunder og det historiske OL i Beijing, forbi. Derudover har han haft en imponerende karriere i udlandet, hvor han blandt andet var med til at vinde sølvmedaljer for Brynäs i den stærke svenske SHL. Inden det store udlandseventyr lykkedes det ham også at vinde sølvmedaljer med Frederikshavn White Hawks tilbage i 2011.
- Jesper har givet meget til ishockeyen i Frederikshavn og gør det stadig med en plads i FIK's bestyrelse. På isen har vi nydt godt af Jespers kvaliteter over flere omgange, og selvom den seneste sæson blev et helvede rent skadesmæssigt for ham, var han altid klar til at hjælpe de unge på vej, og vi skylder ham en stor tak, lyder det fra Kasper Kristensen, der tilføjer:
- Vi er ærgerlige over, at hans exit bliver på grund af en skade, men det helbredsmæssige vægter trods alt højere, og vi glæder os over, at Jesper stadig er en del af ishockeyen, både i Frederikshavn og på landsholdsplan.
I forbindelse med en af klubbens hjemmekampe i begyndelsen af sæsonen vil Frederikshavn White Hawks tage ordentligt afsked med Jesper, så fansene kan hylde ham for en stor og flot karriere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.