Hjulmand: Eriksen vil give os et ordentligt boost
Christian Eriksen kan spille på alle hold, hvis han kommer tilbage på sit niveau, siger Kasper Hjulmand.
Christian Eriksen vil fortsætte sin fodboldkarriere, og det gør ham aktuel til det danske landshold, siger landstræner Kasper Hjulmand i DR's TV Avisen.
- I det øjeblik han spiller og kommer tilbage på det niveau, som vi ved, Christian har, så kan han spille på alle hold i verden – også det danske landshold, siger Kasper Hjulmand.
I et interview med DR afslørede Christian Eriksen tirsdag, at han ikke kan se nogen grund til ikke at fortsætte sin fodboldkarriere, som har været på pause, siden han faldt om med hjertestop og blev genoplivet under EM i sommer.
Han drømmer om at komme med til VM i Qatar.
Kasper Hjulmand forventer, at Christian Eriksen formår at nå det niveau, han havde indtil i sommer, og hvis det lykkes, vil det være et "ordentligt boost" for landsholdet, siger han.
- Han skal spille fodbold. Hvis han gør det, har jeg svært ved at tro, han ikke kan nå det niveau, han havde før, siger Kasper Hjulmand, som slår fast, at han først og fremmest er glad for, at Christian Eriksen er så afklaret, som det er tilfældet.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.