familie

Hjulmand: Eriksen kan gøre forskel

Kasper Hjulmand glæder sig over, at Christian Eriksen har skrevet kontrakt med Manchester United

Kasper Hjulmand ser frem til at følge Christian Eriksen i Manchester United. (Arkivfoto).
Kasper Hjulmand ser frem til at følge Christian Eriksen i Manchester United. (Arkivfoto). Ulrik Pedersen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 19:17

INDLAND: Fredag blev det omsider officielt, at Christian Eriksen skifter til storklubben Manchester United, hvor han tiltræder på en treårig kontrakt.

Det glæder Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand.

- Stort tillykke til Christian. Og stort tillykke til Manchester United, indleder Hjulmand en skriftligt udtalelse.

- Det er dejligt at have ham tilbage på banen og nu med et spændende skifte til Manchester United, der med Erik ten Hag som ny træner går en spændende tid i møde, fortsætter han.

Manchester United har haft nogle svære sæsoner, men hører stadig til blandt de mest prestigefyldte klubber i verden.

Eriksen kommer til klubben efter en halv sæson i Brentford, og Hjulmand mener, at Eriksen bestemt har niveauet til at tørne ud for en af de største klubber i Premier League.

- Christian er en klassespiller, der kan gøre en forskel på ethvert hold, både i Premier League, i europæisk fodbold og på landsholdet.

- Det bliver spændende at følge ham i klubben - og at se ham på landsholdet op til VM, lyder det fra landstræneren.

VM spilles i Qatar sidst på året.

Manchester United bliver Eriksens tredje klub i Premier League. Han spillede for Tottenham fra 2013 til 2020 og altså i Brentford i første halvdel af 2022.

Derudover har han spillet for Ajax og Inter.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden