Hjulmand: Poulsen, Nørgaard og Rønnow står først i VM-køen

Christian Nørgaard er en central brik i landstrænerens VM-puslespil. Han er en af tre favoritter til truppen.

Kasper Hjulmand udtog mandag aften 21 af 26 spillere til sin VM-trup. <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Kasper Hjulmand udtog mandag aften 21 af 26 spillere til sin VM-trup. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Frederik Rønnow, Christian Nørgaard og Yussuf Poulsen bliver tildelt tre af de fem ledige pladser i landstræner Kasper Hjulmands VM-trup, hvis de hver især overvinder de skavanker, der driller eller har drillet dem de seneste uger.

Det siger landstræner Kasper Hjulmand, efter at han mandag aften satte navn på 21 af de 26 spillere i sin VM-trup ved et arrangement i Bella Arena.

- Det er tre spillere, som betyder rigtig meget for os, siger Kasper Hjulmand.

Med 68 landskampe er Yussuf Poulsen den mest rutinerede af de tre spillere.

- Jeg ikke bare har været glad for ham, jeg er stadig meget glad for ham. Han kæmpede sig tilbage efter at have siddet ude i 12 uger, og han er i gang med at bygge benene op igen. Han fik noget spilletid, men sad så ude i to uger, før han kom ind i weekenden og fik et par minutter.

- Vi vil være helt sikre på, at han er, hvor han skal være. Vi vil ikke sætte os ind i flyet med skadede spillere. Derfor vil jeg gerne se den næste uge an, siger Kasper Hjulmand.

Christian Nørgaard kan blive en afgørende brik for mange af de VM-bejlere, der står standby.

Brentford-spilleren kan vikariere i forsvaret, hvis han bliver klar, og dermed potentielt blokere for at udtage en femte naturlig midtstopper som Jannik Vestergaard eller Mathias "Zanka" Jørgensen.

Men misser Nørgaard VM, kan det betyde, at eksempelvis Daniel Wass ses som midtbanespiller i stedet for back og giver plads til Alexander Bah på backen. En anden mulighed er at udtage 19-årige Maurits Kjærgaard til midtbanen. Ham har Hjulmand for nylig besøgt i Salzburg.

- Det er afgørende for balancen i truppen, om Christian Nørgaard bliver klar. Så det giver mig stadig noget at tænke over.

- Hvis han bliver klar til VM, kan vi ikke forvente, at han kan spille 90 minutter hver gang, men han kan starte med en indskifterrolle og så måske være klar til at starte inde i den anden eller tredje gruppekamp, siger Kasper Hjulmand.

Landstræneren er ikke i tvivl om, at Frederik Rønnow er det bedste alternativ til Kasper Schmeichel.

- Frederik Rønnow havde jo været stensikker. Han har fået en skade, som vi gerne vil give ham tid til at komme over. Det håber vi på, siger Hjulmand.

Oliver Christensen er foreløbig udtaget som det eneste supplement til Schmeichel. Hjulmand indikerer, at hvis Rønnow ikke bliver klar, skal han vælge mellem fremtidens målmand eller en rutineret driftsikker løsning. Det kunne være superligamålmændene Jonas Lössl og Mads Hermansen, han henviser til.

Landstræneren bekræfter, at han stadig overvejer, om han skal supplere VM-truppen med en ekstra spidsangriber.

Han har udtaget Andreas Cornelius, Kasper Dolberg og Jonas Wind, men alle tre har haft et målfattigt efterår med periodevist begrænset spilletid. Der er eksempelvis ikke blevet plads til ellers formstærke Marcus Ingvartsen i første omgang.

Mandag 14. november klokken 19 skal landstræneren indsende alle 26 VM-spillere til Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

- Jeg vil gerne sørge for, at dem, der sætter sig ind i flyet, er i spil til den første kamp. Det er vigtigt, at vi kommer afsted med en trup, der er klar fra start. Det vægter vi.

- Jeg kan ikke udelukke, at jeg kan udtage en, der ikke er klar til den første kamp, det må vi se på mandag, men intentionen er, at vi skal afsted uden skader, siger Kasper Hjulmand.

Danmark åbner VM mod Tunesien 22. oktober.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.