Hjulmand vil bruge smal trup i tæt kampprogram

Kasper Hjulmand har udtaget en stor trup, men kommer næppe til at bringe alle i spil i Nations League.

Kasper Hjulmand indledte torsdagens træning på Stade de France med en kort peptalk. <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Kasper Hjulmand indledte torsdagens træning på Stade de France med en kort peptalk. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det danske landshold skal spille fire kampe i løbet af en periode på 11 dage, men landstræner Kasper Hjulmand kommer ikke til at lave stor udskiftning undervejs.

I sidste års VM-kvalifikation valgte landstræneren i to tilfælde, hvor der var tre kampe på en uge, at skifte alle markspillere ud til den midterste kamp, men manøvren fra hjemmekampen mod Moldova og udekampen mod Færøerne kommer han ikke til at gentage.

Hjulmand vil i stedet drive de sidste kræfter ud af de bedste spillere før sommerferien. De fire startopstillinger bliver dog næppe helt ens, lover han forud for de fire kampe mod Frankrig (ude), Østrig (ude), Kroatien (hjemme) og Østrig (hjemme).

- Vi kommer ikke til at skifte et helt hold igen, men jeg vil forsøge at køre med en så smal trup, som det er muligt. Vi laver nogle estimater på spillerne, så vi kan vurdere, hvor meget de kan holde til.

- Der er nogle positioner, der kræver mere energi end andre, og det er utopi at tro, at vi kan køre med de samme 11 spillere, når vi spiller fire kampe på 11 dage. Men vi skifter heller ikke hele holdet, bare fordi det kunne være sjovt, siger Kasper Hjulmand.

Den store udskiftning kunne lade sig gøre med succes sidste år, fordi det på papiret var bløde modstandere, der ventede Danmark i midten af landsholdsterminerne.

Moldova og Færøerne tåler dog ikke den store sammenligning med det niveau, der venter i de kommende Nations League-kampe.

- Det er ikke nødvendigvis kun, fordi modstanderne er stærkere, at vi ikke vil skifte hele holdet. Det her er også en forberedelse til VM, og der skal vi spille med de stærkeste, siger Hjulmand.

Den første af de fire kampe er fredag aften ude mod Frankrig. Her må Hjulmand se bort fra Andreas Christensen grundet familieforøgelse, mens en mindre skade forhindrer Christian Nørgaards deltagelse.

Opgøret mellem Frankrig og Danmark begynder klokken 20.45 på Stade de France.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden