Hobro IK

Hobro er ikke færdige med at handle: Tysk forsvarsspiller træner med

Bayern München-spiller træner med hos himmerlændingene i denne uge og deltager sandsynligvis i lørdagens testkamp mod Jammerbugt FC

Kilian Senkbeil (th.) træner med i Hobro i øjeblikket. Arkivfoto: Morris Mac Matzen/Ritzau Scanpix
Kilian Senkbeil (th.) træner med i Hobro i øjeblikket. Arkivfoto: Morris Mac Matzen/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:49

FODBOLD: Hobro IK er ved at sammensætte truppen til den kommende sæson, og derfor har klubben i løbet af sommeren set flere forskellige spillere an.

Det er dog ikke alle, der har formået at spille sig til en kontrakt på DS Arena. Blandt andet deltog OB-stopperen Daniel Obbekjær i lørdagens træningskamp mod Aarhus Fremad.

- Daniel Obbekjær er videre. Han gjorde et fint indtryk, men lige nu bliver det ikke til noget med ham. Som det ser ud nu, bliver der heller ikke lavet nogen aftale med Valon (Ljuti, red.), siger holdets cheftræner, Martin Thomsen.

Derudover har ugen også budt på et nyt ansigt: En tysk spiller med erfaring fra den tyske storklub Bayern Münchens reservehold.

- Vi har haft Kilian Senkbeil med på prøve gennem de seneste to-tre træninger. Han er muligvis også med i lørdagens kamp. Han kan spille begge backer og i midterforsvaret. Det er en solid spiller, som har spillet for Bayern Münchens U23-hold. Han har efterladt et godt indtryk. Så må vi se, hvad der sker efter træningen i morgen og kampen på lørdag, siger Martin Thomsen.

En gammel kending i form af Christoffer Østergaard har trænet med og spillet to halvlege for klubben fra Mariagerfjord, men forsvarsspilleren er et stykke fra sin topform.

- Vi ser ham an her i juli måned. Han har spillet sine første to halvlege efter at have været ude med en korsbåndsskade. Det skal evalueres i løbet af den næste uge eller to, fortsætter Thomsen.

En spiller, der også snart skal evalueres, er den centrale midtbanespiller Oliver Overgaard, som har spillet på AaB's U19-mandskab.

- Overgaard har trænet med i opstarten og er nået til et punkt, hvor vi også skal have en snak med ham, lyder det fra Thomsen.

Spillersøgningen er dog ikke slut, for klubben er på udkig efter en spiller, der kan tilbyde sig i det offensive spil.

- Vi har kigget på, om vi mangler en enkelt offensivspiller, der skal byde sig til. Vi vil gerne have alsidige spillere, når vores trup ikke er fantastisk stor. Vi holder ører og øjne åbne og ser spillere lidt an, alt efter hvad der byder sig af muligheder, fortæller Martin Thomsen.

Hobro begynder sæsonen fredag 23. juli på udebane mod FC Fredericia.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden