Hobro IK

Hobro fik anden hjemmebanesejr i træk

Fredag aften tog Hobro IK i mod HB Køge på DS Arena, og det blev til tre vigtige point

Hobro IK vandt fredag aften 2-1 over HB Køge i Nordicbet Ligaen.
Hobro IK vandt fredag aften 2-1 over HB Køge i Nordicbet Ligaen. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 21:49

Før fredagens kamp havde Hobro hentet seks point på hjemmebane. De seneste tre point faldt i en 1-0 sejr i forrige kamp mod bundproppen FC Helsingør. Fredag gjaldt det midterholdet HB Køge, der blev overvundet med cifrene 2-1.

Tilskuerne på DS Arena havde knap nok placeret ballerne i sæderne, før bolden ramte nettet. Gæsterne sendte et hurtigt frispark i dybden efter tre minutter, hvor hjemmeholdet ikke var på plads, og Erkan Semovski kunne trille bolden forbi en chanceløs Jonathan Fischer i Hobro-målet. 1-0 til gæsterne og en chokstart for hjemmeholdet.

Villads Rasmussen udlignede efter fem minutter for Hobro IK og blev kampens spiller. Arkivfoto: Torben Hansen

Men Hobro-fans sad ikke længe med hovedet i hænderne. To minutter senere tog Villads Rasmussen chancen udenfor feltet, og denne gang var det HB Køges målmand Sebastian John, der ikke var forberedt. 1-1 efter blot fem minutter. Der skulle gå en halv time før mere held tilfaldt Hobro, da holdet fik tildelt et straffespark. Hvem andre end pålidelige Mads Freundlich til at eksekvere. 2-1 til Hobro efter et fint comeback.

Resten af kampen var på hjemmeholdets præmisser. Men på trods af stor boldbesiddelse og flere chancer kunne Hobro ikke udbygge føringen. Nordjyderne må dog være tilfredse med deres anden hjemmebanesejr i træk og ikke mindst god luft til holdene udenfor top-6.

Hobro IK - HB Køge 2-1
  • NordicBet Ligaen
  • Mål: 0-1 Erkan Semovski (3. minut), 1-1 Villads Rasmussen (5. minut), 2-1 Mads Freundlich (29. minut),
  • Hobros hold (3-5-2): Jonathan Fischer - Emil Søgaard, Simon Jakobsen, Frederik Dietz - Oliver Klitten, Frederik Mortensen, Mads Freundlich, Villads Rasmussen (Abdul Yoda (75. minut), Lukas Klitten - Mathias Kristensen (Laurs Skjellerup (75. minut), Muamer Brajanac.
  • Advarsler: Hobros Mads Freundlich (31. minut), HB Køges Janus Seehusen (34. minut), Hobros Frederik Mortensen (42. minut), HB Køges Casper Jørgensen (78. minut)
  • Tilskuere: 612

Efter kampen var det også en yderst tilfreds Villads Rasmussen, der kunne fejre sæsonens første mål, efter han kom tilbage fra sin korsbåndsskade.

- Det er noget, jeg har gået og ventet på, så det var en kæmpe forløsning at få hul på bylden. Jeg når knap nok at juble, men det var en fantastisk følelse. Det er det bedste der findes at score sådan et mål, siger Villads Rasmussen.

Cheftræner Martin Thomsen var også yderst tilfreds med Hobro IK's anden hjemmebanesejr i træk, og at holdet kunne få luft til holdene udenfor top-6 efter AC Horsens tabte til Hillerød.

- Momentvis spiller vi noget af det bedste fodbold, vi har set i den her klub i mange år. Nogle af de pasninger vi sætter sammen. Vi leverer et fortjent comeback, og det er velfortjent for Villads, at han endelig får sit mål, fortæller Martin Thomsen.

I hele anden halvleg af kampen styrede Hobro både boldbesiddelse, og havde langt flere chancer end gæsterne fra HB Køge. Alligevel blev afslutningen en smule nervøs for hjemmeholdet, der ikke formåede at udnytte den gode periode.

- Det eneste vi mangler i dag, er, at score flere mål. Vi er rigtig ærgerlige over, at vi ikke får lukket kampen. Det skal vi selvfølgelig blive bedre til, fordi vi havde så mange muligheder, hvor det var lige ved og næsten. Men det var en fantastisk vigtig sejr, og det var et vigtigt skridt mod top-6, som vi jo drømmer om, siger cheftræneren.

Næste kamp for Hobro spilles på næste fredag i et svært opgør på udebane mod Sønderjyske.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden