Hobro fik en af sine topkandidater som ny cheftræner
Hobro IK har på to uger fået en afløser for Martin Thomsen på plads
HOBRO: To uger efter Martin Thomsen havde første arbejdsdag i Viborg FF, har Hobro IK nu en afløser for Thomsen på plads.
Det bliver den tidligere Hobro-spiller Jens Gjesing, der skal stå i spidsen for Hobro IK.
Senest har han været cheftræner i VSK Aarhus som i flere omgange er rykket op med. Klubben rykkede så sent som i foråret op i 2. division med Gjesing ved roret.
Jens Gjesing har siden 2019 været træner i VSK Aarhus, så han kommer med en stor divisionserfaring.
Ifølge Nordjyskes oplysninger var Jens Gjesing en af tre kandidater, som sportschef Lars Justesen allerede havde på blokken, da det stod klart, at Matin Thomsen var tabt for 1. divisionsklubben. Dermed er det altså en af ønskekandidaterne og måske endda førsteprioriteten, som ender i det ledige job.
- Jeg er glad og stolt over at skulle stå i spidsen for Hobro IK. Det har været vigtigt for mig, at de næste skridt i min trænerkarriere skulle føles rigtigt, og det har været essentielt for mig at finde en klub, hvor projektet, værdierne og tilgangen til fodbolden er den samme – hvilket jeg har fundet i Hobro IK.
- Jeg glæder mig til at lande i Hobro IK, at blive en del af et fuldtidssetup, og lære spillere, stab og klub at kende – samt få indsigt i, hvordan tingene er blevet gjort tidligere. Herfra kan jeg identificere og konkretisere, hvor jeg kan og skal lægge mit fokus, og hvor jeg i første omgang skal sætte mit præg og justere til, både i forhold til struktur og spillestil, siger Jens Gjesing, der selv har en fortid som spiller i Hobro IK. Her spillede han i 2011 og 2012 efter mange år som AGF-spiller.
Den 39-årige Hobro-træner har første træningsdag onsdag. Det bliver sammen med Emil Antonsen og Jakob Hjorth, der fortsat skal være med omkring Hobros divisionshold.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.