Hobro fik stoppet negativ stime med et tiltrængt point

Hobro fik løn som fortjent, da man måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Hillerød

Don Deedson snød et hele Hillerøds forsvar, da han bragte Hobro foran 1-0. <i>Arkivfoto: Martin Damgård</i>

Don Deedson snød et hele Hillerøds forsvar, da han bragte Hobro foran 1-0. Arkivfoto: Martin Damgård

FODBOLD:Don Deedson snød hele Hillerøds forsvar, da han gjorde det til 1-0 for Hobro, men Deedson blev selv snydt for matchvinderrollen, da Hillerøds Youssef Dhaflaoui på samme måde snød et helt forsvar, da han udlignede til 1-1. Det mest positive for Hobro ved 1-1-resultatet var, at man efter tre nederlag på stribe fik point igen. Det negative var, at det var en skidt spillemæssig præstation fra et ideforladt hjemmehold. 

Lørdagens hjemmekamp mod Hillerød udviklede sig nemlig til en meget tør og kedelig ørkenvandring af en fodboldkamp, hvor et par scoringer var de små oaser, der skulle til for at gennemleve 90 minutters forsigtighedsfodbold fra et i store træk uambitiøst hjemmehold. 

Efter tre nederlag i træk var det måske frygten for at tabe, der havde fundet fodfæste i Hobro-spillerne.

Der skulle eksempelvis gå 19 minutter, før Hobro fik sat et nogenlunde angreb sammen. Det førte til en blodfattig afslutning. Det alt andet end ophidsende kampbillede fortsatte mere eller mindre frem til det 39. minut, da Don Deedson viste et glimt af klasse, da han driblede på tværs af hele Hillerøds forsvar, inden han sikkert sparkede bolden i mål. 

Scoringen var opstået efter en Hillerød-fejl, hvilket var meget sigende for kvaliteten af første halvleg. Man kunne argumentere for, at Hobro i det mindste kunne glæde sig over en vandtæt defensiv, men umiddelbart efter føringsmålet, måtte Adrian Kappenberger op med en klasseredning for at forhindre en udligning fra Hillerøds Matin Alatlassi. 

Føringen var omtrent det eneste, der var at glæde sig over i Hobro-lejren i pausen, men den glæde blev hurtigt afløst af undren og skuffelse, da Hillerød fik udlignet to minutter inde i anden halvleg. 

- Det var den værst tænkelige start, vi kunne få på anden halvleg. De kunne have scoret igen, men vi fik også et par store chancer, men kynismen og skarpheden er der ikke lige for tiden, siger Martin Thomsen.

Youssef Dhaflaoui havde fra bænken set, hvordan Don Deedson var trukket ind fra højre side og havde snydt et helt forsvar, da han bragte Hobro i front. Den aktion kopierede han, da han flot udlignede til 1-1. 

Det efterlod Hobro i en situation, hvor muligheden for at spille henholdende og leve på kontraer var taget ud af spillet. Martin Thomsens tropper skal dog have ros for at finde de samme takter frem, som man fandt i midtugekampen mod Vendsyssel, da Hobro med rette kunne være skuffet over, at man ikke fik point ud af en god anden halvleg. 

Det var nemlig Hobro, der i kampens sidste 25 minutter forsøgte at presse på for en sejrsgivende scoring. Man fik dog også svaret på, hvorfor Hobro har det klart bedst med at stå afventende i sit lave pres og gode organisation. En fejl af Frederik Dietz gav nemlig en kontrachance til Hillerød, som Mads Freundlich heltemodigt fik afværget i sidste sekund med en syngende tackling. 

Hobro var dog mest målsøgende i kampens sidste tredjedel, men tilbage stod også indtrykket af en meget mangelfuld indsats i første halvleg. 

- Det var vigtigt for os, at vi fik et point, så vi fik stoppet stimen af nederlag. Når det er sagt, ville vi gerne have vundet kampen, og vi havde egentlig fået det udgangspunkt til anden halvleg, som vi gerne ville have, siger Martin Thomsen, der er med på, at man ikke har vundet siden afskeden med anfører Mikkel Mejlstrup Pedersen, som i øvrigt blev hyldet inden lørdagens kamp.  

- Det er klart, at han besidder nogle kvaliteter, som vi mangler nu, men jeg tror stadig på, at vi har kvaliteterne til at lukke det hul med spillere fra truppen, siger Martin Thomsen.

Hobro - Hillerød 1-1

  • Mål: 1-0 Don Deedson (39. minut), 1-1 Youssef Dhaflaoui (47. minut)
  • Hobros hold (3-5-2): Adrian Kappenberger - Jesper Bøge (Oliver Overgaard, 74. minut), Simon Jakobsen, Frederik Dietz - Emil Søgaard, Danny Amankwaa (Mads Freundlich, 65. minut), Abdoul Yoda, Mathias Nygaard (Villads Rasmussen, 74. minut), Frederik Elkær - Don Deedsen, Muamer Brajanac (Laurs Skjellerup, 74. minut).
  • Advarsler: Don Deedson (85. minut)
  • Tilskuere: 859

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Aalborg Lufthavn dropper gratis parkering
Luk