Hobro fik tiltrængt oprejsning i pokalen
Hobro havde ikke problemer med at spille sig videre i pokalturneringen

Muamer Brajanac scorede Hobros første mål i tirsdagens sikre sejr i Svendborg. Arkivfoto: Bo Lehm
FODBOLD:For første gang i mere end en måned trak Hobro IK sig tirsdag aften sejrrigt ud af en fodboldkamp, da det blev til en 3-0-sejr på udebane over SfB-Oure fra 3. division.
Dermed avancerede Hobro uden de store problemer til tredje runde i pokalturneringen.
- Det var en meget, meget professionel indsats. Vi var dominerende i hele kampen, og det eneste, vi manglede, var faktisk, at vi vandt dobbelt så stort. Vi havde chancer til mere end 3-0, konstaterer Hobro-træner Martin Thomsen
SfB-Oure FA - Hobro IK 0-3 (0-1)
- Mål: 0-1 Muamer Brajanac (20. minut), 0-2 Emil Søgaard (54. minut), 0-3 Laurs Skjellerup (89. minut)
- Hobro IK's opstilling (3-5-2): Jonathan Fischer - Daniel Jakobsen (Jesper Bøge, 46. minut), Simon Jakobsen, Frederik Dietz - Emil Søgaard, Oliver Overgaard, Abdoul Yoda (Mads Freundlich, 46. minut), Villads Rasmussen (Marcus Friis, 80. minut), Victor Bak Jensen (Mathias Nygaard, 61. minut) - Laurs Skjellerup, Muamer Brajanac (Danny Amankwaa, 61. minut)
Dermed fik Hobro også rejst sig efter torsdagens 0-6-afklapsning i Hvidovre.
- Det betyder meget. Vores overordnede mål var at komme en runde videre, og derfor havde vi også prioriteret kampen højt. Vi lavede nogle rotationer på holdet, men det var ikke så langt fra det, vi ellers har gjort i løbet af sæsonen, siger Martin Thomsen.
Han gav blandt andre spilletid til reservemålmand Jonathan Fischer, midtbanespilleren Villads Rasmussen og angriberen Laurs Skjellerup. Sidstnævnte kvitterede med en scoring, da han i kampens slutfase gjorde det til 3-0.
- De leverede nogle fine indsatser, og det var selvfølgelig rigtig godt at se. Det var en god kamp på et godt tidspunkt, for vi fik tanket noget selvtillid, og det var også positivt, at to af vores angribere (Muamer Brajanac og Laurs Skjellerup, red.) fik scoret, siger Martin Thomsen.
Han kan nu se frem til, at der onsdag aften er lodtrækning til tredje runde, hvor sidste sæsons top-seks fra Superligaen også træder ind i turneringen.
- Vi har jo ikke gjort det fantastisk i pokalen i de seneste sæsoner, og det kunne da være sjovt at få mulighed for at måle sig med et superligahold på DS Arena på et tidspunkt. Kan jeg selv vælge, må det dog godt vente en runde eller to mere, for det er også en turnering, der hjælper os med at holde alle spillere skarpe. Uanset hvad vil vi gå ind til alle kampe for at vinde dem, siger Martin Thomsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.