Se billederne: Hobro fik to mål annulleret i premiere-deler
Hobro måtte nøjes med et enkelt point i sæsonpremieren
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:13
FODBOLD: Hobro IK var torsdag tæt på at hente en sejr i sæsonens første kamp i 1. division, men et sent mål fra den tidligere Hobro-spiller Sebastian Grønning betød, at himmerlændingene måtte nøjes med et point i premieren mod Viborg FF
Mads Hvilsom havde ellers bragt Hobro foran, der dog altså i sidste ende måtte tage til takke med 1-1 hjemme på DS Arena.
Viborg fik kampens første gode mulighed efter otte minutters spil, da Tobias Bech trak ind i banen og afsluttede med sin venstre fod.
Hobro-målmand Adrian Kappenberger kunne ikke holde afslutningen, men heldigvis for ham fik Hobro-forsvaret afværget, inden Sebastian Grønning kunne sparke riposten i mål.
Efter 22 minutters spil troede Hobro til gengæld, at de havde bragt sig foran.
Unge Frederik Brandt Jørgensen modtog bolden i feltet og sparkede den i nettet med et fladt spark, men desværre for hjemmeholdet blev scoringen annulleret, fordi dommer Patrick Remon Gammelholm havde set Frederik Brandt Jørgensen bruge hånden i forbindelse med sin tæmning af bolden.
Dommeren måtte generelt lægge øre til mange mishagsytringer fra Hobro-lejren i en intens første halvleg, hvor de helt store målchancer til gengæld udeblev.
Viborgs bedste bud på en stor chance kom efter 25 minutters spil, hvor Younes Bakiz fik frit løb i venstre side, efter at midtjyderne havde spillet sig uden om Hobros pres, men Bakiz' afslutning blev blokeret.
I slutningen af første halvleg fik hjemmeholdet til gengæld et par fine omstillingsmuligheder, der dog løb ud i sandet for Thomas Enevoldsen.
Først fik den tidligere AaB'er en afslutning blokeret, og siden kiksede han sin fremspilning til Mikkel Mejlstrup Pedersen, så første halvleg forblev målløs.
Syv minutter inde i anden halvleg fik Hobro dog gjort arbejdet færdigt.
Et skarpt hjørnespark fra Mikkel Mejstrup Pedersen blev sendt tæt ind under mål. Viborg-målmand Can Dursun slog et hul i luften i sit forsøg på at bokse bolden væk, og så kunne Mads Hvilsom i stedet prikke den i mål.
17 minutter før tid kom Viborg tæt på en udligning, da Sebastian Grønning modtog bolden i feltet. Den tidligere Hobro- og AaB-angribers afslutning sneg sig dog akkurat forbi den fjerneste stolpe.
Gæsterne lagde imidlertid et tungere og tungere pres, og 11 minutter før tid skulle der en god parade fra Hobro-målmand Adrian Kappenberger til for at holde Viborg fra en udligning.
Med otte minutter tilbage gik den dog ikke længere for Hobro. Christian Sørensen kom til baglinjen i venstre side og slog et indlæg ind i hovedet på Sebastian Grønning ved bagerste stolpe, og denne gang var Adrian Kappenberger chanceløs.
I det 90. minut troede Hobro alligevel, at de havde snuppet sejren, da Simon Jakobsen headede bolden i mål efter et hjørnespark, men scoringen blev annulleret for et frispark på Viborg-målmanden, og derfor endte det i en pointdeling.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.