Hobro har vendt bøtten - kan stikke kniven ind på Esbjerg

Cheftræner Martin Thomsen glæder sig over, at nordjyderne har fået trukket tordagens modstander fra Esbjerg ind i nedrykningsslaget i 1. division i fodbold

Hobro IK er ubesejret i fire kampe i foråret, og pludselig lysner det for nordjydernes overlevelseschancer i 1. division. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Hobro IK er ubesejret i fire kampe i foråret, og pludselig lysner det for nordjydernes overlevelseschancer i 1. division. Arkivfoto: Bo Lehm

FODBOLD:Fire forårskampe har kastet 10 point af sig, og Hobro IK har dermed ramt overlevelsessporet i 1. division i fodbold. 

Den positive udvikling står i skærende kontrast til situationen hos traditionsklubben Esbjerg fB, der blot har hentet ét point hidtil i 2022.

- Vi har pludselig fået hevet Esbjerg med ind i nedrykningsræset, og vi føler da, at de må være en smule mere pressede end os, når de kigger på tabellen, siger Hobro-træner Martin Thomsen.

Torsdag aften gæster nordjyderne Blue Water Arena i Esbjerg, hvor de står overfor holdets tidligere assistenttræner, Michael Kryger, der for knap en måned siden midlertidigt fik overdraget cheftrænerstolen hos vestjyderne.

- Nu har han haft en landskampspause til at ændre på nogle ting, og jeg forventer da, at Esbjerg kommer lidt anderledes ud til kampen. Det gør det lidt sværere for os at være forberedt, men uanset hvad handler det om, at vi finder den samme energi og indstilling frem, som vi har haft til forårets første fire kampe, bedyrer Martin Thomsen.

Kniven for struben

Hobro indleder nedrykningsspillet på en tredjeplads blandt de seks hold - to point foran Esbjerg og med fire points luft til Fremad Amager under stregen.

- Det betyder, at vi ikke har kniven helt så meget for struben, som vi havde frygtet. Og kan vi tage til Esbjerg og vinde, så begynder det at se rigtig fornuftigt ud, konstaterer Hobro-træneren, der dog også er bevidst om, at ét point kan være et fint udbytte.

Han må fortsat se bort fra Mads Hvilsom, Jesper Bøge, Justin Shaibu og Oliver Thychosen, men alle i kvartetten har gode muligheder for at komme i aktion i det nedrykningsspil på 10 kampe, der venter de kommende måneder.

- Heldigvis synes jeg allerede, at vi har en del at skyde med fra bænken. Mads Eriksen er med i truppen for første gang, Danny Amankwaa viser stor fremgang, og unge spillere som Frederik Elkær og Mads Freundlich presser sig virkelig på, siger Martin Thomsen.

Esbjerg har vundet alle sæsonens tre indbyrdes møder mod Hobro. Heriblandt 6-2 på DS Arena.

- Cifrene afspejler ikke helt forskellen, men Esbjerg har nogle gode individualister, som vi ikke skal give for megen plads. Samtidig skal vi undgå at lave så store personlige fejl, som vi har gjort i kampene mod Esbjerg, siger Martin Thomsen.

Der er kampstart torsdag kl.18 på Blue Water Arena, og kampen kan ses på TV3 Sport.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.