Hobro IK bløder fortsat millioner: Formand reagerer
For andet år i træk hænger fodboldforretningen ikke sammen, men formanden ser flere tegn på bedring i Mariagerfjord
Opdateret kl. 16:38
For andet år i træk har fodboldforretningen Hobro IK præsenteret et dundrende underskud. Sidste års minus på 6,6 millioner kroner i 1. divisionsklubben er netop blevet afløst af et nyt minus på 5,4 millioner.
- Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, men det har været et svært år på mange områder. Vi har været ramt af stigende energipriser, færre tv-penge, manglede transferindtægter og et moms-lån, der blev optaget forrige år for på daværende tidspunkt at sikre klubbens drift, forklarer Hobro IK's formand, Thomas Floor, i en udtalelse.
For et år siden blev den professionelle fodboldforretning tilført ni millioner kroner via trofaste sponsorer og støtter, og dengang blev der lovet bod og bedring i form af et overskud i år. Det er altså ikke lykkedes.
Alligevel er formanden fortrøstningsfuld i forhold til næste års resultat og dermed også klubbens fremtid.
- Vi har lagt et fornuftigt budget, og vi har en helt klar målsætning om, at de røde tal skal skiftes ud med sorte. Vi har allerede set en stigning i transferindtægter, og vi har via en god sæsonstart fået flere tv-penge end budgetteret. Desuden har vi skåret endnu mere ind til benet i forhold til omkostningerne omkring vores førstehold, lyder det fra Thomas Floor.
I forbindelse med generalforsamlingen i Hobro IK er der i øvrigt sket en større udskiftning i bestyrelsen. Den tidligere førsteholdsspiller Jonas Brix-Damborg har ikke ønsket genvalg, og det samme har gjort sig gældende for Jens Bjørn og den tidligere formand Peter Christensen.
Trioen erstattes af Jannie Lynge Johansen, Thomas Pedersen og Preben Weller.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.