Hobro led sjældent nederlag til skarpe oprykkere

Næstved gjorde søndag noget, som kun ét hold har gjort i indeværende kalenderår. Oprykkerne slog nemlig Hobro IK i søndagens 1. divisionskamp

Hobro IK led søndag sæsonens første nederlag. <i>Arkivfoto: Claus Søndberg</i>

Hobro IK led søndag sæsonens første nederlag. Arkivfoto: Claus Søndberg

FODBOLD:For kun anden gang i år har Hobro IK tabt en betydende kamp.

1. divisionsmandskabet blev nemlig slået af Næstved på udebane, hvilket var sæsonens første nederlag. I foråret tabte cheftræner Martin Thomsens tropper udelukkende én turneringskamp, og dermed var søndagens en sjælden begivenhed for Hobro.

Næstved BK - Hobro IK 2-0 (2-0)

  • Mål: 1-0 Mileta Rajovic (21. minut), 2-0 Abdoulie Njai (29. minut)
  • Advarsler: Emil Søgaard, Hobro (44. minut), Oliver Overgaard, Hobro (45. minut), Frederik Mortensen, Hobro (79. minut), Don Deedson,  Hobro (82. minut), Julius Madsen, Næstved (90. minut)
  • Hobro IK (3-5-2): Adrian Kappenberger - Emil Søgaard, Simon Jakobsen, Frederik Dietz (Laurs Skjellerup, 67. minut)  - Oliver Overgaard (Jesper Bøge, 45. minut), Abdoul Yoda (Villads Rasmussen, 67. minut), Mathias Nygaard, Frederik Mortensen (Mads Freundlich, 85. minut) , Jacob Tjørnelund (Frederik Elkær, 45. minut) - Muamer Brajanac, Don Deedson

Det var særdeles fortjent, at oprykkerne bragte sig foran efter 20 minutter. Seneste sæsons topscorer i 2. division, Mileta Rajovic, var nemlig tæt på ad flere omgange, inden han viste sin målfarlighed. Her modtag han en aflevering fra venstre side og brød derefter fri fra den nyudnævnte Hobro-anfører, Simon Jakobsen, hvorefter angriberen tog et træk og sendte bolden forbi Adrian Kappenberger, som dermed indkasserede sæsonens første mål for Hobro.

Knap ti minutter senere var Kappenberger helt uden chance, da Abdoulie Njai tog et løb ind i feltet og sparkede hårdt på en tilbagelagt aflevering, som bragede ind bag keeperen.

Det kunne også være blevet til 3-0 i Næstved lige inden pausen, hvor Oliver Overgaard begik et straffespark ved at trække i målscoreren Njai. Men Rajovic' straffespark blev reddet af Hobro-keeperen, der valgte den rette side.

I anden halvleg slap oprykkerne taget en smule, og Hobro overtog en større andel af spillet. Men det blev aldrig helt farligt fra nordjydernes side. De formåede nemlig ikke at åbne opgøret, da Næstved havde stillet sig mere tilbage efter pausen.

Med sejren er Næstved ubesejret, siden de rykkede op i 1. division. Sjællænderne har således syv point. Hobro har fire point efter en uafgjort og en sejr i sæsonens første to kampe.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden