Hobro savner marginaler: Dommer indrømmede fejl
Mads Hvilsom fik frataget både en scoring og en friløber i lørdagens nederlag til Esbjerg
FODBOLD: Forleden blev Hobro snydt for et straffespark, da Koldings Oliver Drost reddede med hånden på målstregen, og nordjyderne havde ikke mere held med dommerkendelserne, da de lørdag tabte 1-2 hjemme til Esbjerg i 1. division.
Ved stillingen 0-0 scorede Mads Hvilsom flot med brystet, men blev dømt offside, og kort efter blev han bremset i en friløber, fordi linjedommeren igen hev flaget op.
- Jeg vil jo altid sige, at jeg ikke var offside ved min scoring, indtil jeg ser et tv-billede, der overbeviser mig om noget andet. Men offside-kendelsen på friløberen var i hvert fald helt tåbelig, og Chris (Johansen, dommer, red.) sagde også til mig i pausen, at det var en fejl fra deres side, sukker Mads Hvilsom.
Angriberen erkender, at det ikke er let at være dommer, men han konstaterer i hvert fald, at Hobro på det seneste ikke har haft de marginaler med sig.
- Det er svært ikke at føle sig snydt, men vi må også kigge indad og erkende, at vi brænder for mange chancer i øjeblikket. Vi var klart det bedste hold i 1. halvleg mod Esbjerg, og efter pausen havde vi også chancerne til at udligne, mener Mads Hvilsom.
Efter to nederlag i træk er Hobro dumpet ned på syvendepladsen i landets næstbedste række med 13 point for ni kampe. Afstanden til Viborg FF i toppen er på syv point.
- Vi havde været et tophold, hvis vi havde vundet de to seneste kampe, som vi faktisk føler, at vi skulle have gjort. Men det kan vi ikke bruge til noget, for nu er vi et midterhold, som skal til at have nogle sejre, hvis vi skal med i den sjove ende, fastslår Mads Hvilsom.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.