Se billederne: Hobro tabte til oprykningsfavoritter og røg under stregen
Hobros sejrsløse periode blev forlænget i Vejle, så nu er nordjyderne under nedrykningsstregen i Nordicbet Ligaen

Hobro-spillerne kæmpede forgæves i Vejle. Foto: Martin Damgård
FODBOLD:Hobro IK's sejrsløse stime i Nordicbet Ligaen blev søndag forlænget til otte kampe, da det på udebane blev til et 0-2-nederlag til rækkens tophold fra Vejle Boldklub.
Nederlaget betyder, at Hobro ligger under nedrykningsstregen, mens Nordicbet Ligaen på grund af landskampe ligger stille de næste 11 dage. Hobro har et point op til Hillerød på den rigtige side af nedrykningsstregen.
Se flere billeder fra kampen nederst i artiklen.
Vejle Boldklub - Hobro IK 2-0 (0-0)
- Mål: 1-0 Richard Sukuta-Pasu (52. minut), 2-0 Dimitris Emmanouilidis (75. minut)
- Advarsler: Raúl Albentosa, Vejle Boldklub (33. minut), Mads Freundlich, Hobro IK (35. minut), Saied Ezatolahi, Vejle Boldklub (87. minut)
- Hobro IK's opstilling (5-4-1): Adrian Kappenberger - Emil Søgaard, Jesper Bøge (Oliver Overgaard, 82. minut), Simon Jakobsen (Daniel Jakobsen, 76. minut), Frederik Dietz, Victor Bak Jensen - Mathias Nygaard (Frederik Mortensen, 57. minut), Mads Freundlich (Danny Amankwaa, 57. minut), Abdoul Yoda (Villads Rasmussen, 82. minut), Muamer Brajanac - Laurs Skjellerup
- Tilskuere: 3963
Hobro fik kampens første mulighed, da Muamer Brajanac i kampens femte minut sendte et frisparksforsøg over mål, men derfra stod der Vejle på det meste i første halvleg.
Hobro forsvarede sig dybt, men det kunne alligevel ikke forhindre hjemmeholdet i at komme frem til flere chancer. Richard Sukuta-Pasu og Arbnor Mucolli havde begge afslutninger, der gik snert forbi mål, og sidstnævnte fik også første halvlegs bedste mulighed i det 22. minut.
Miiko Albornoz headede bolden ned for fødderne af Arbnor Mucolli, der fra sin position i feltet dog bankede den store chance langt over mål.
Som første halvleg skred frem, lykkedes et fint kæmpende Hobro-hold bedre med at holde hjemmeholdet væk, og derfor kunne himmerlændingene også gå tilfredse i omklædningsrummet med 0-0 efter de første 45 minutter.
Tilfredse kunne gæsterne til gengæld ikke være syv minutter inde i anden halvleg. Richard Sukuta-Pasu nåede frem til Miiko Albornoz' indlæg før Simon Jakobsen, og angriberen styrede bolden over i det lange målhjørne til en trods alt fortjent Vejle-føring.
20 minutter inde i anden halvleg var Richard Sukuta-Pasu tæt på at blive dobbelt målscorer, men denne gang kom Hobro-målmand Adrian Kappenberger i vejen, og et minut senere burde Hobro i stedet have udlignet.
Et vellykket højt pres gav en bolderobring og frit løb mod mål for Muamer Brajanac, men Hobro-angriberen misbrugte den store chance, da han måtte se Vejle-målmand Nathan Trott diske op med en fodparade.
I stedet lukkede og slukkede hjemmeholdet et kvarter før tid. Netop indskiftede Dimitris Emmanouilidis snød Jesper Bøge med en fin vending, før han fordoblede Vejles føring ved at lægge bolden over i det fjerne målhjørne.
I slutfasen var Vejle tættere på 3-0, end Hobro var på en reducering, men målmand Adrian Kappenberger leverede blandt andet en flot redning på Richard Sukuta-Pasus friløber, og derfor slap gæsterne nådigt med 0-2.
Næste opgave for Hobro er torsdag 29. september på hjemmebane mod Fremad Amager.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.