Se billederne: Hobro tog point fra endnu et tophold

Hobro holdt målet rent for femte kamp i træk og tog point fra det tredje tophold

Abdoul Yoda og holdkammeraterne forsvarede sig igen godt. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Abdoul Yoda og holdkammeraterne forsvarede sig igen godt. Foto: Torben Hansen

FODBOLD:For femte kamp i træk holdt Hobro IK målet rent i landets næstbedste fodboldrække, men for tredje gang gav det blot et enkelt point, da det søndag blev 0-0 i hjemmekampen mod Næstved, der trods status som oprykker er på fjerdepladsen i Nordicbet Ligaen.

I de seneste kampe er det også blevet til henholdsvis tre og et point mod tophold som Vejle og SønderjyskE.

Se billeder fra kampen nederst i artiklen.

Den tredje nulløsning i de seneste fire kampe betyder, at Hobro står noteret for 15 point efter ligeså mange kampe og har tre point ned til Fredericia under nedrykningsstregen.

Hobro IK - Næstved Boldklub 0-0

  • Advarsel: Emil Søgaard, Hobro (13. minut),
  • Hobro IK's opstilling (3-5-2): Adrian Kappenberger - Emil Søgaard, Simon Jakobsen, Frederik Dietz - Oliver Overgaard (Jacob Tjørnelund, 85. minut), Mads Freundlich, Abdoul Yoda (Mathias Nygaard, 87. minut), Frederik Mortensen, Victor Bak Jensen - Don Deedson (Muamer Brajanac, 63. minut), Laurs Skjellerup (Danny Amankwaa, 77. minut)
  • Tilskuere: 911

I en chancefattig første halvleg fik Hobro den første store mulighed efter 26 minutters spil, da Mads Freundlich stod helt fri midt i feltet efter et indlæg fra Oliver Overgaard, men Freundlich fik slet ikke dirigeret sit hovedstød mod mål.

Næstved havde bolden mest i første halvleg, men denne sæsons positive overraskelse i Nordicbet Ligaen havde svært ved at nedbryde Hobros solide defensiv.

Den bedste mulighed fik Mads Agger efter 36 minutters spil, da han fik plads nok i feltet til at trykke med af sit venstreben, men Adrian Kappenberger var på plads i Hobro-målet, og derfor måtte tilskuerne på DS Arena kigge langt efter scoringer i de første 45 minutter.

Hobro begyndte anden halvleg bedst, og det kastede også en mulighed af sig efter små 10 minutters spil. Mads Freundlich stod helt fri bagerst i feltet, men kiksede sin tæmning fuldstændigt. I anden omgang fik den unge midtbanespiller godt nok sendt en afslutning af sted, men Næstved-målmand Nicklas Dannevang viftede bolden ud til et hjørnespark.

Efter en times spil var hjemmeholdet i det gavmilde hjørne, da Adrian Kappenberger sendte et udspark lige ud til en Næstved-spiller, og det skabte en farlig situation. Kappenberger klarede dog selv det første forsøg, og efterfølgende fik hans forsvar blokeret til hjørnespark.

Gæsterne var tydeligt hæmmet af at være uden den karantæneramte Nordicbet Liga-topscorer Mileta Rajovic, men med små 20 minutter igen blev sjællænderne alligevel farlige. Abdoul Yoda mistede bolden foran eget feltet, og det gav en god mulighed til Mads Freitag, men i sidste øjeblik kom hjemmeholdets Emil Søgaard på tværs og fik blokeret afslutningen.

Anden halvlegs hidtil bedste mulighed tilfaldt dog Hobro med 12 minutter igen, da netop indskiftede Danny Amankwaa fik frit skud i feltet efter Victor Bak Jensens oplæg, men desværre for hjemmeholdet sad Amankwaas afslutning lige på Næstved-målmanden.

En endnu større chance fik hjemmeholdet få øjeblikke senere. Simon Jakobsen nåede højest til Mads Freundlichs hjørnespark, men tæt under mål fik Abdoul Yoda styret bolden forbi.

Hobro var tættest på sejren, men den sidste skarphed foran mål manglede, og derfor fik himmerlændingene ikke fuldt udbytte af endnu en perfekt forsvarskamp.

Hobro-Næstved

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Ansat krænkede elever på skole: Her er dommen
Luk