Hobro vandt efter vild afslutning og tidligt rødt kort

Hobro fik hevet sejren i land til allersidst efter en heroisk indsats med en mand i undertal i hele anden halvleg

Hobro kunne juble for anden gang i træk, da de fredag aften besejrede HB Køge med 1-0 på meget sen scoring. Arkivfoto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Hobro kunne juble for anden gang i træk, da de fredag aften besejrede HB Køge med 1-0 på meget sen scoring. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

FODBOLD:De kæmpede heroisk til det sidste for det ene point mod HB Køge, men det endte i stedet med en kæmpe forløsning til sidst for Hobro IK med Oliver Klittens sejrsmål til 1-0, selvom de var en mand nede.

Hobro gik ind til opgøret som nummer chok i Nordicbet Ligaen mod rækkens nummer 6, men første halvleg bar ikke tydeligt præg af det faktum.

Først ville Jacob Tjørnelund dog lige byde gæsterne velkommen med en stor gave, da han spillede gæsternes Joakim Rothmann fri foran Hobro-målet. Den chance misbrugte HB Køge-angriberen dog på det skammeligste.

Herefter startede en periode, hvor Hobro var mest på bolden. De kom også frem til chancer efter godt presspil, hvor HB Køge ikke formåede at spille sig ud.

Først var det en opsnapning fra Mathias Nygaard, som afsluttede fra kanten af feltet, men den sneg sig snært forbi. Derefter fik forsvarsspilleren Christoffer Østergaard muligheden på en flugter, men den sad lige på sjællændernes målmand.

Der var godt gang i chancerne og efter 20 minutter fik Hobro deres og første halvlegs største chance, da Muamer Brajanac først afsluttede fra en spids vinkel og på riposten fra keeperen kom Mathias Haarup på bolden. Han havde stort set et helt åbent mål at sparke bolden ind i, men på forunderlig vis sparkede han bolden et stykke forbi modsatte stolpe til stor forbløffelse på det halvtomme stadion.

Det var to forskellige former for fodbold, der begyndte at vise sig fra de to mandskaber, da HB Køge forsøgte sig langs jorden, forsøgte Hobro sig mere med duelspillet og de mere direkte bolde.

Hobros plan så ud til at virke bedst i de første 30 minutter. De var nemlig igen tæt på at komme foran efter 27 minutter, da Don Deedson med en fantastisk flugter ramte den ene opstander, men endnu engang uden forløsningen.

HB Køge ville også bide fra sig med 10 minutter tilbage af halvlegen, da de efter indlæg fra deres højre side fik sendt bolden ind i feltet til en fri mand, der ikke fik afsluttet i første omgang, og i anden omgang blev afslutningen blokeret af et heroisk Hobro-forsvar.

En forholdsvis underholdende 0-0-halvleg blev det de første 45 minutter, og det lignede ikke en kamp, der ville ende, som den startede.

Kampfakta

Hobro IK - HB Køge 1-0 (0-0)

Mål: 1-0 Oliver Klitten (93. minut)

Hobros hold (3-5-2): Adrian Kappenberger - Christoffer Østergaard (Oliver Kliten 62. minut), Simon Jakobsen, Emil Søgaard - Mathias Haarup, Mathias Nygaard, Mikkel Mejlstrup Pedersen, Frederik Mortensen, Jacob Tjørnelund (Frederik Dietz 74. minut) - Muamer Brajanac, Don Deedson (Abdoul Yoda 74. minut).

Advarsler: Frederik Dietz (84. minut), Pierre Larsen (84. minut).

Udvisninger: Mathias Nygaard (46. minut).

Tilskuere: 1076

Forfærdelig start på anden halvleg

Anden halvleg var knap 10 sekunder gammel, da Mathias Nygaard med en voldsom aktion fik rødt kort af kampens dommer Mikkel Redder.

På en hoppende bold løftede Nygaard benet, og det resulterede simpelthen i, at han stemplede HB Køges Lasse Petry direkte i hovedet. Mikkel Redder havde det røde kort oppe til Hobro-spilleren et halvt sekund senere.

Mathias Nygaard var hurtig til at undskylde for aktionen, og han gik tydeligt skuffet fra banen. Han satte Hobro i en svær situation med hele anden halvleg stadig at spille. Lasse Petry måtte samtidig lade sig udskifte efter episoden.

HB Køge fik hurtigt spillet sig til en chance tæt under nordjydernes mål, men Kappenberger havde styr på den. Samtidig viste Don Deedson, at han og Hobro-holdet ikke bare ville lægge sig, da han forsøgte fra distancen med et kvalificeret skud fem minutter inde i anden halvleg.

HB Køges ekstra mand gjorde naturligt, at holdet kom mere på bolden, men de store chancer vadede de ikke i. Den første rigtigt store kom efter 64 minutter, hvor en indlægsbold blev headet ned for fødderne af Oscar Buch lige foran mål, men endnu engang fik Hobro blokeret afslutningen.

Det var ren overlevelse for Hobro. HB Køge sværmede omkring hjemmeholdets mål, men de gule holdt stand med heroiske blokeringer og fight. De havde derimod svært ved at holde fast i bolden, når de fik muligheden.

Hobro blev ved med at være bundsolide i deres defensiv, og de gav ikke meget til HB Køge, selvom hjemmeholdet blev presset tilbage. En tilbagelægning med hovedet var dog lige ved at koste, men Hobro slap med skrækken.

Det lignede en 0-0-kamp, men tre minutter inde i dommerens tillægstid fik Hobro et hjørnespark, som Oliver Klitten stod fri midt i feltet og headede bolden i mål til 1-0. En mirakuløs afslutning, der skabte stor glæde på tilskuerpladserne og Hobro-bænken.

Hobro stod imod de sidste afgørende minutter og kunne dermed række armene i vejret til stor jubel. De har dermed spillet sig væk fra den grimme sidsteplads i 1. division. Næste opgør for nordjyderne er fredag hjemme mod Fredericia.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.