Hobro-veteran er tilbage: Kan ikke gøre krav på en startplads længere
Jesper Bøge kostede en scoring mod AaB, men det var de 45 comeback-minutter, der virkelig betød noget
Opdateret kl. 08:29
FODBOLD: Efter fire måneder uden kamptræning gjorde Jesper Bøge mandag comeback i den gule Hobro-trøje. Den rutinerede forsvarsspiller fik de første 45 minutter på banen i mandagens 1-3-nederlag til AaB i Reserverliga.
- Det var dejligt at spille en fodboldkamp igen og fedt at få nogle minutter i benene. Heldigvis holdt bentøjet til anstrengelserne, så nu skal jeg bygge videre på formen herfra, lyder det fra Jesper Bøge.
Det var en fejl fra hans fødder, der satte det AaB-angreb i gang, som gav superligaklubben føringen i reserveligakampen.
- Det var lidt uheldigt, og det var nogle individuelle fejl fra os, der gjorde, at AaB var foran 2-0 ved pausen. Jeg synes egentlig, at vi var ganske godt med i spillet og havde held til at erobre flere bolde højt på dem, fortæller 32-årige Jesper Bøge.
En af chancerne tilfaldt den canadisk-ukrainske angriber Aramis Kouzine, der tidligere har været på en korttidskontrakt i AaB. Han træner i øjeblikket med i Hobro, efter at han i efteråret spillede i den næstbedste række i Ukraine.
Kouzine fik også bolden over stregen, men målet blev underkendt for offside. I anden halvleg var i stedet den unge indskifter Marcus Friis, der scorede Hobros reduceringsmål.
For Hobro venter et spændende nedrykningsspil i NordicBet Ligaen (1. division) forude, hvor de efter tre sejre og én uafgjort kamp har fået en forrygende start på forårssæsonen.
- Det går jeg jo supergodt i øjeblikket, så selvom det kribler i mig for at komme ind og bidrage, så ved jeg godt, at jeg ikke kan gøre krav på bare og skulle spille, siger Jesper Bøge.
- Det tager noget tid at bygge formen op igen efter fire måneders kamppause, så må jeg bare holde mig til, når Martin (Thomsen, cheftræner, red.) får brug for mig.