Hobro-veteran stærk i comeback: - Vi stod sindssygt godt

Nordjyderne fik 0-0 mod superliganedrykkerne fra SønderjyskE, men deres magre målhøst betyder, at de nu ligger under nedrykningsstregen

Simon Jakobsen leverede lørdag et succesfuldt comeback til Hobros hold. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Simon Jakobsen leverede lørdag et succesfuldt comeback til Hobros hold. Arkivfoto: Torben Hansen

FODBOLD:Hobros bundhold i 1. division i fodbold holdt lørdag målet rent for anden kamp i træk og viste sig flot frem i 0-0-kampen på udebane mod SønderjyskEs superliganedrykkere.

Tilbagevendte Simon Jakobsen og den øvrige Hobro-defensiv stod flot imod og tillod ikke hjemmeholdet mange chancer.

- Jeg er rigtig glad for det udtryk, vi havde i kampen. Vi stod sindssygt godt på banen, og de eneste chancer, vi tillod, var skud udefra. Dem havde vi heldigvis en rigtig dygtig målmand (Adrian Kappenberger, red.), der tog sig af. Specielt hans redning på Mads Albæks langskud i anden halvleg var suveræn, roser Hobro-veteranen.

Han kunne - efter en lidt tøvende start på Sydbank Park - se nordjyderne skabe kampens største mulighed til Muamer Brajanac.

- Det var et suverænt angreb, og det er ærgerligt, at Muamer ikke kunne følge op på sin scoring senest mod Fremad Amager. Men vi ved også, at han er den, der er allermest sur og skuffet over, at han ikke fik den ind, forklarer Simon Jakobsen.

Den 31-årige stopper, der har 158 superligakampe på sit cv, var også selv tæt på at score i starten af anden halvleg.

- Jeg fik en stor hovedstødschance, men desværre blev jeg lige puffet ud af balance, så jeg ikke kunne få den dirigeret mod mål. 

- Derudover glæder jeg mig over, at jeg spillede 90 minutter, efter at jeg ikke kunne være med senest mod Fremad Amager. Der vrikkede jeg voldsomt om på anklen få dage før, forklarer Simon Jakobsen.

Det ene point til Hobro var særdeles vigtigt - set i lyset af, at et anden bundhold, Hillerød, lørdag slog Vendsyssel FF 2-0. Det betyder nemlig, at holdene pointmæssigt ligger side om side i bundstriden, og at Hobro på grund af en dårligere målscore er under stregen.

- Mange fodboldspillere siger godt nok, at de ikke kigger på stillingen, men det er jo løgn. Det er dybest set vanvittigt, at vi har fået 10 point, når vi kun har scoret fem mål i 12 kampe. Vi har heldigvis doseret scoringerne rigtigt, og det er jo også en kvalitet, lyder det fra Simon Jakobsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.