Hobro viste det bedste fra to verdener i flot premieresejr
Hobro viste flere spændende facetter i spillet, da FC Fredericia på imponerende vis blev besejret 2-0 i sæsonpremieren
Opdateret kl. 15:56
FREDERICIA: I silende regn indledte Hobro på flotteste vis den nye sæson, da FC Fredericia blev besejret.
Der blæser nye vinde over Hobro IK. Der er lagt et nyt lag på ambitionerne for spillet. Hobro skal også kunne diktere kampene via boldbesiddelse og langt større mod i spillet end tidligere set.
Den mission skulle stå sin foreløbige svendeprøve i sæsonpremieren ude mod FC Fredericia. Lad det være sagt med det samme. De første 25 minutter gav et kig ind i fremtiden for Hobro.
I den periode af kampen var himmerlændingene godt kørende. Der var masser af ideer i spillet, og evner til at føre dem ud i livet var også tilstede. Det resulterede i flere velkomponerede angreb.
Kulminationen på de gode takter indtraf, da Muamer Brajanac i det 23. minut afsluttede et klasseangreb med prikke bolden over stregen.
Få minutter inden var en identisk situation og scoring annulleret for offside. Hobro havde virkelig fat i den lange ende i denne del af kampen.
Efter føringsmålet fik FC Fredericia bedre greb om kampen. Det var hjemmeholdet, der stort set var på bolden de næste 35 minutter, men det resulterede ikke i de store chancer til FCF.
Nok er der nye boller på Hobro-suppen, men man har ikke glemt opskriften på det, som har været holdets varemærke de seneste sæsoner; den lavtstående defensive organisation.
- Fodbold, NordicBet Ligaen
- Mål: 0-1 Muamer Brajanac (23. minut), 0-2 Oliver Klitten (66. minut)
- Hobros hold (3-5-2): Jonathan Fischer - Emil Søgaard, Simon Jakobsen, Frederik Dietz - Oliver Klitten, Frederik Mortensen, Mads Freundlich (Abdoul Yoda, 78. minut), Villads Rasmussen (Mathias Kristensen, 62. minut), Frederik Elkær - Laurs Skjellerup (Oliver Overgaard, 78. minut), Muamer Brajanac.
- Advarsler: Emilio Simonsen, Nicklas Røjkjær, FC Fredericia
- Frederik Mortensen, Mathias Kristensen, Hobro IK
- Udvisning: Muamer Brajanac (83. minut)
- Tilskuere: 791
I den del af spillet er Simon Jakobsen stadig en kæmpe faktor. Det virkede nærmest som om, der var en magnet i Jakobsens pandebånd, for mange indlæg havnede i panden på den store forsvarsspiller.
Kun en enkelt gang blev Hobro fanget ude af balance. Simon Bækgård fik en friløber, men den fik Jonathan Fischer akkurat vippet ud på den ene stolpe.
Derudover var det FC Fredericia på bolden, men selv teknisk chef i Hobro, Lars Justesen, kunne sidde rolig i sædet.
Det gjorde han til gengæld ikke, da Hobro bragte sig på 2-0 midtvejs i anden halvleg. Oliver Klitten scorede i sin comeback-kamp for Hobro efter en dødbold.
Faktisk var Hobro også tæt på at gøre det til 3-0. Man kan sagtens argumentere for, at Hobro-debutanten Mathias Kristensen skulle have scoret, da han fik chancen på et mål uden målmand.
Han skød forbi målet, men på det tidspunkt virkede Hobro til at være i kontrol. Den situation ændrede sig lidt, da Muamer Brajanac fik direkte rødt i det 83. minut for at slå Jeppe Gertsen i maven.
Det efterfølgende overtal fik Fredericia ikke konverteret til det helt store. I stedet blev sejren kørt sikkert i garagen. Det er første gang i flere sæsoner, at Hobro kan prale af en sejr i en sæsonpremiere, og med tanke på præstationen kan man roligt sige, at Hobro fik vist, at holdet i fremtiden bliver flerstrenget i modsætning til tidligere sæsoner.
Næste opgave for Hobro venter fredag, når Næstved gæster DS Arena.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.