Høgen over dem alle kan fejre stort jubilæum

Rasmus Søndergaard og Frederikshavn White Hawks hænger stærkt sammen. Frederikshavneren er nu oppe på 700 kampe for sin hjerteklub

Rasmus Søndergaard er tidligere kaptajn i Frederikshavn White Hawks, hvor han har spillet hele karrieren. <i>Arkivfoto: Claus Søndberg</i>

Rasmus Søndergaard er tidligere kaptajn i Frederikshavn White Hawks, hvor han har spillet hele karrieren. Arkivfoto: Claus Søndberg

FREDERIKSHAVN: Rasmus Søndergaard kunne fredag aften kalde sig 700 kamps-jubilar for Frederikshavn White Hawks. Men hvordan markerer man 700 kampe? Det oplagte ville være at lege 700 spørgsmål til professoren – eller i dette tilfælde Rasmus Søndergaard. Man af hensyn til både Søndergaard og læserne endte det med at blive syv spørgsmål, som jubilaren skulle svare på.

1) Hvordan husker du din debut?

- Det var i 2009, og det var vist en udekamp i Rødovre, som vi tabte 1-0. Selve kampen var ikke noget specielt, men det var da stort for mig, at jeg fik min debut. Jeg var klar over, at der var en god chance for, at jeg kunne få debut for ligaholdet. Det var lige efter finanskrisen, og antallet af udlændinge var skåret ned, fordi alle skulle spare, så det blev til dels mit held.

2) Hvad har været højdepunktet i din karriere?

- Der er flere store højdepunkter. Særligt vores Final4-triumf. Der har også været flere finaler. Det er altid noget særligt at få lov til at være med i dem, men det er nok pokalsejren.

3) Hvad har været den største skuffelse?

- Det må være, da vi tabte kamp syv i DM-finalen i overtiden mod SønderjyskE. Den skuffelse kommer jeg til at tage med mig i graven. Den sidder stadig i mig. Det var ellers en sjov tid, for alle i byen snakkede ishockey. Det var stort.

4) Hvad betyder White Hawks og FIK for dig?

- Både FIK og White Hawks betyder utroligt meget for mig. Først var det jo FIK, hvor jeg lærte at spille ishockey, og så blev det jo senere White Hawks. Jeg har aldrig haft lyst til at spille andre steder, og det siger meget om, hvad det er for et sted. Det er fantastisk at være en del af den her klub, og det er svært for mig helt at beskrive, hvor meget FIK og White Hawks har betydet for mig.

5) Hvad tænker du om, at du nu runder 700 kampe for White Hawks?

- Da jeg var 12-13 år, var det min største drøm bare at få en enkelt kamp for førsteholdet, så det er ret vildt, at jeg nu står og har spillet 700 kampe. Det er længe, når man tænker på, at jeg fik debut i 2009, men jeg synes stadig, det er ligeså sjovt, som da jeg begyndte, så jeg bliver ved, så længe kroppen kan følge med. Jeg ved ikke, hvor mange år, vi snakker om, men det er klart, at det er på lånt tid. Jeg har dog ikke planer om at stoppe lige med det samme.

6) Hvad laver du, når du ikke spiller ishockey?

- Om sommeren spiller jeg en del fodbold i Gærum, men ellers spiller jeg en del padel og tennis. Det er jeg kommet i gang med det seneste år. Når vi ikke har sæson, så vil jeg gerne lave noget andet for at holde mig i gang. Derudover har jeg et job hos Frederikshavn Kommune i løn- og personaleafdelingen. Det er et fuldtidsjob, så sammen med familien fylder det en del.

7) Hvorfor har du aldrig prøvet andre klubber?

- Jeg er nok lidt af en tryghedsnarkoman, så derfor har det aldrig sagt mig noget at skifte, og de seneste år er det bare blevet mere tydeligt. Jeg vil også sætte en kæmpe ære i at være en spiller, der kun har repræsenteret én klub.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.