Høgene faldt i overtiden mod Herlev

En målrig og tæt affære endte med et enkelt point til frederikshavnerne

Kasper Ørkild
Arkivfoto: Lars Pauli
Frederikshavn White Hawks 15. februar 2019 22:47

ISHOCKEY: I en intens duel i Herlev vandt hjemmeholdet i overtid over Frederikshavn White Hawks. Dermed fik vendelboerne et enkelt point med fra kampen, der endte 5-4.

White Hawks kom foran i første periode, da Thomas Søndergaard efter knap tre minutter bragte gæsterne foran på et assist af Dale Mitchell. Jesper Thörnberg udlignede dog, inden kampen så sin første pause.

Der skulle så ikke gå lang tid af anden periode, før Evan Jasper gjorde det til 2-1 til White Hawks. Det blev hurtigt fulgt op af Luis Blak Olsen, der udlignede. Og herfra gik det galt for de nordjyske gæster.

Inden anden periodes afrunding fandt Luis Blak Olsen nemlig nettet igen, da Herlev udnyttede en powerplay-situation.

I starten af tredje periode var Frederikshavn White Hawks igen i undertal. Men i stedet for at lukke mål ind formåede Dale Mitchell at udligne til 3-3.

Med 10 minutter igen kom Herlev foran på mål af Remy Giftopoulos, da White Hawks netop var blevet fuldtallige. Dermed lignede det en hjemmesejr i ordinær tid. Men med knap et minut igen dukkede Mads Larsen op i en powerplay-situation og udlignede til 4-4 på assists af Cam Spiro.

Dermed blev det 4-4 i ordinær tid. Men inden tredje periode var rundet af, fik Frederikshavn White Hawks en udvisning, da Christian Mieritz blev sendt to minutter i straffeboksen for high sticking.

Det betød, at Herlev startede overtid i overtal. Det var således også i powerplay, at William Quist lukkede kampen til 5-4 og sikrede Herlev to point.

Tema: Frederikshavn White Hawks

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...