Håndbold

HØJ-træner: TTH-kampene er de største i vores historie

HØJ Elite råder over spillere som Bo Spellerberg, Morten Slundt og Søren Haagen, der skal spille om oprykning.

HØJ Elite råder over flere profiler, som har spillet for større klubber. Blandt andre Bo Spellerberg (til højre) og Morten Slundt, som her ses i en ligakamp i 2015 mellem KIF Kolding og Aalborg Håndbold. Nu spiller de begge for HØJ, som skal kæmpe om at rykke op i den bedste række.
HØJ Elite råder over flere profiler, som har spillet for større klubber. Blandt andre Bo Spellerberg (til højre) og Morten Slundt, som her ses i en ligakamp i 2015 mellem KIF Kolding og Aalborg Håndbold. Nu spiller de begge for HØJ, som skal kæmpe om at rykke op i den bedste række. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Håndboldfællesskabet Ølstykke Jyllinge kan blive nyt hold i den bedste danske række.

Det kræver dog, at HØJ Elite - som 1. divisionsklubben hedder i daglig tale - vinder over TTH Holstebro i de afgørende playoffkampe. Der spilles bedst af tre, og den første dyst finder sted torsdag i Holstebro.

Det er de største kampe i historien for HØJ, fastslår cheftræner Jesper Fredin, som har stor respekt for modstanderen fra den bedste række.

- TTH Holstebro er jo en mastodont i dansk håndbold. Jeg betragter dem som et af de fem største hold målt på økonomi, faciliteter og spillermateriale.

- Det er en stor mundfuld, vi står over for. Det er uden sammenligning de største kampe i historien for HØJ Elite. Vi har aldrig været her før, siger Jesper Fredin.

HØJ blev grundlagt i 1994, så klubbens historie er ikke så lang og glorværdig - endnu. Træneren placerer da også al presset hos modstanderen.

- Det er nok TTH's vigtigste kamp i historien. Der var jo ikke nogen som helst i hele håndbolddanmark, som havde forudset, at TTH Holstebro ville ende der, hvor de endte. Det er overraskende for alt og alle.

- Det er et hold, der er i krise og har været det i stort set hele sæsonen. De har ikke fundet melodien, siger Jesper Fredin.

HØJ råder i truppen over erfarne spillere som den 48-årige målmand Søren Haagen, den 42-årige playmaker Bo Spellerberg, der også er assistenttræner, samt den 37-årige back Morten Slundt.

Det er den slags rutine, der kan gøre udslaget i finalekampene mod TTH. Men HØJ ved godt, at TTH på papiret er favorit til at vinde samlet.

- Kigger vi hårdnakket på faglighed og spillermateriale, har vi mildest talt ikke en super stor chance for at vinde over dem i en serie.

- Men tager vi det mentale aspekt med, så øjner vi bestemt muligheden, for at vi kan være med og undervejs kan afgøre nogle ting, siger Jesper Fredin.

TTH går ind til kampene mod HØJ med en skidt stime, der lyder på blot en enkelt sejr i de seneste 16 ligakampe.

Rent faktisk mødte HØJ og TTH Holstebro hinanden i en pokalkamp i starten af sæsonen i august sidste år. Dengang vandt TTH Holstebro med 33-25, men HØJ førte ved pausen og var godt med indtil et kvarter før tid.

- Vi står stærkere nu, end vi gjorde i sæsonens første officielle kamp. TTH må om nogen være mere trykket nu, end holdet var i sæsonstarten.

- Vi har aldrig stået i den slags kampe før. Så det er vanvittigt interessant for os at stå i en finaleserie.

- Vi har nogle spillere på vores hold, der har prøvet det rigtig mange gange - blot på en endnu højere hylde, siger HØJ-træneren.

Torsdagens kamp spilles i Holstebro klokken 19.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden