Fodbold

Højbjerg-scoring i dramatisk derby

Pierre-Emile Højbjerg scorede på et langskud for Tottenham, og målet var med til at skaffe point mod Chelsea

Chelsea-stopperen Kalidou Koulibaly kunne fejre sit åbningsmål i 2-2-kampen mod Tottenham.
Chelsea-stopperen Kalidou Koulibaly kunne fejre sit åbningsmål i 2-2-kampen mod Tottenham. David Klein/Reuters

Opdateret kl. 20:21

LONDON: To af de engelske topklubber tørnede søndag sammen på Stamford Bridge, da Chelsea tog imod Tottenham i Premier League.

London-braget endte med en pointdeling og en seværdig 2-2-kamp. Pierre-Emile Højbjergs flotte scoring til 1-1 var dermed med til at give udbytte for Tottenham på pointkontoen.

Både Chelsea og Tottenham har nu fire point efter to kampe i starten af denne Premier League-sæson.

Chelseas nyindkøb Kalidou Koulibaly stod for et fremragende åbningsmål efter 19 minutter, da han helflugtede bolden i nettet efter et hjørnespark fra Marc Cucurella.

Efter 68 minutter kom udligningen for Tottenham, og det var Højbjerg, der bankede bolden i kassen med et fladt langskud fra kanten af feltet.

Conte jublede foran Chelseas bænk, og Chelsea-manager Thomas Tuchel kom op i det røde felt og ville have fat i sin trænerkollega. De to iltre trænere fik begge gult kort i den situation.

Men med hurtige pasninger fik Chelsea spillet Reece James helt fri i feltet, og den engelske landsholdsback svigtede ikke og scorede til 2-1 efter 77 minutter. Seks minutter inde i overtiden fik Kane så omsider hul på målbylden og headede bolden i nettet til 2-2-resultatet.

Efter slutfløjt fik både Conte og Tuchel rødt kort, da de tilsyneladende ikke ville slippe hinandens hænder efter et håndtryk, og der opstod tumult på sidelinjen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden