Steffen Højer er ny cheftræner i AaB
Bo Zinck træder tilbage og gør plads til den nye cheftræner
Opdateret kl. 08:19
Hvad der længe har været spekuleret i, er nu officielt: AaB ansætter Steffen Højer som cheftræner.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
- Jeg er meget stolt over nu at være cheftræner for AaB, og jeg glæder mig meget til hverdagen på Hornevej og gensynet og kampene på Aalborg Portland Park, hvorfra jeg har gode minder, og hvor vi forhåbentligt sammen kan få skabt endnu flere mindeværdige oplevelser.
- Mit bidrag bliver blandt andet tydelighed og en hjælp til vores mange talentfulde spillere. Vi har et ungt hold, som har brug for støtte – ikke mindst fra fansene – og jeg håber, vi kommer til at mærke dette allerede i hjemmekampen på fredag, lyder opfordringen fra Steffen Højer.
- Målet for en nedrykker vil altid være at blive oprykker, men vi er ydmyge over for rækkens øvrige hold og har respekt for vores situation, men det er klart, at det er vores ambition at få skabt det rette fundament, den rigtige udvikling og de nødvendige præstationer og resultater, der kan bringe os derhen, hvor vi alle ønsker det, siger Steffen Højer i pressemeddelelsen.
Allerede fredag får vi første smagsprøve på, hvad det vil sige for AaB at have den nye træner ved roret, når AaB hjemme møder Hobro.
Mens Steffen Højer altså overtager som cheftræner, træder Bo Zinck tilbage til sin planlagte rolle som assistent, ligesom han også varetager rollen som transitionstræner.
Steffen Højer har senest været cheftræner for det danske U21-landshold. Det var han fra 2023 og frem til sommerens slutrunde.
Før det var han i fire år assistent for selvsamme landshold.
Som klubtræner har han stået i spidsen for Viborg FF fra 2017 til 2019.
Det er naturligt en glad administrerende direktør i form af Michael Tuxen Boll, der nu har fundet sin nye cheftræner.
- Helt naturligt har vi i de seneste dage speedet vores proces op omkring ansættelsen af en ny cheftræner, og vi er glade for, at Steffen Højer har takket ja til opgaven, siger han og fortsætter:
- Udover sine fodboldfaglige kompetencer så deler Steffen vores værdier, ligesom han er i harmoni med vores overordnede strategi om at skabe resultater i sammenhæng med et stærkt bidrag fra AaB Akademiet.
Matchet mellem Højer og AaB er ikke ukendt.
Fra 1996 til 1999 spillede han i den stribede trøje, hvor det blev til 96 kampe og 26 mål.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.