spil

Højgaard-brødre befinder sig i hver sin ende i Emiraterne

Rasmus Højgaard er bedste dansker i Ras Al Khaimah Classic, hvor Nicolai Højgaard sluttede i bundregionen.

Rasmus Højgaard ligger delt nummer 14 i Ras Al Khaimah Classic. (Arkivfoto)
Rasmus Højgaard ligger delt nummer 14 i Ras Al Khaimah Classic. (Arkivfoto) Alex Goodlett/Ritzau Scanpix

Rasmus Højgaard er bedste bud på en dansk topplacering inden de to afsluttende runder i golfturneringen Ras Al Khaimah Classic i De Forenede Arabiske Emirater på DP World Tour, den tidligere European Tour.

Efter fredagens runde ligger han således på en delt 14.-plads i syv slag under par. Det er fem slag dårligere end den førende Ryan Fox fra New Zealand.

En eagle, seks birdies og fire bogeys gav ham en runde i fire slag under par.

Det kunne hans tvillingbror, Nicolai Højgaard, slet ikke leve op til. I sidste uge var han flyvende og triumferede på samme bane, men spillet har ikke fungeret for ham torsdag og fredag.

Efter blandt andet en dobbeltbogey og fem bogeys gik han anden runde i to slag over par, hvilket samlet bragte ham i et slag over par. Dermed placerede han sig i bunden og klarede ikke cuttet.

Med samme antal slag er også Joachim B. Hansen og Søren Kjeldsen ude. Heller ikke Jeff Winther, Lucas Bjerregaard, Thorbjørn Olesen og Thomas Bjørn klarede cuttet til finalerunderne. Bjørn og Olesen var blot et slag fra.

Derimod er Marcus Helligkilde videre i seks slag under par og Niklas Nørgaard Møller i fire slag under par.

Der deltager ikke nogen spillere fra verdensranglistens top-50 i turneringen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden