Sport

Højgaard-brødre kaster penge efter dansk golfarrangør

Nicolai Højgaard og Rasmus Højgaard bliver medejere af selskabet bag den danske DP World Tour-turnering.

Brødrene Højgaard har længe bakket op med tilstedeværelse, men nu kaster de også penge efter udviklingen af dansk golf. (Arkivfoto).
Brødrene Højgaard har længe bakket op med tilstedeværelse, men nu kaster de også penge efter udviklingen af dansk golf. (Arkivfoto). Jared C. Tilton/Ritzau Scanpix

De succesfulde golftvillinger Nicolai Højgaard og Rasmus Højgaard investerer nu helt konkret i udviklingen af de kommende danske golftalenter.

I de seneste år har brødrene bakket op ved at dukke op til landsholdssamlinger og arrangementer for juniorspillere. Men nu kommer der også penge på bordet.

De går således ind i ejerkredsen bag selskabet GolfPromote, som står bag den danske golftour Ecco Tour samt de danske turneringer på HotelPlanner Tour og DP World Tour.

Det fortæller den hidtidige eneejer Flemming Astrup i en pressemeddelelse.

- Rasmus og Nicolai viste fra første møde stor begejstring for projektet, og jeg er utrolig glad for den gruppe mennesker, vi nu samler omkring GolfPromote og Ecco Tour, siger Flemming Astrup.

Foruden Højgaard-tvillingerne træder Brian Nielsen, administrerende direktør i DTD Group, og Jens Lange, administrerende direktør i Trust Forsikring, ind i ejerkredsen.

Flemming Astrup har drevet selskabet siden 2001, men vil med de nye partnere fremtidssikre Ecco Tour, hvor mange danske talenter er udklækket, til en tid efter ham selv.

- Ecco Tour er hjørnestenen i hele vores DNA og har haft enorm betydning for udviklingen af dansk golf. Derfor har det været afgørende for mig at sikre, at touren også fremover bliver drevet med hjertet på rette sted, siger Flemming Astrup.

Gennem årene har Flemming Astrup sørget for, at man fra Ecco Tour kan kvalificere sig til HotelPlanner Tour og videre op i golfpyramiden. Blandt andre Nicolai Højgaard grundlagde sin rejse mod PGA Tour på Ecco Tour.

- Ecco Tour har været en vigtig del af min vej mod international golf, så det betyder meget at kunne give tilbage og være med til at sikre mulighederne for de kommende generationer, siger han og bakkes op af brormand.

- Vi ved begge, hvor vigtig Ecco Tour har været og er for dansk golf og for vores egen udvikling. Derfor føltes det helt naturligt at engagere sig i projektet, siger Rasmus Højgaard.

Hvor mange penge de to kaster i projektet, melder historien intet om. Nicolai Højgaard holder i denne uge pause fra PGA Tour og er til stede ved et arrangement i Odense torsdag, hvor udvidelsen af ejerkredsen præsenteres.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden