Højholt hyldes af holdkammerat: Klart banens bedste

Der var flere gode ting i AaB-præstationen mod FC Midtjylland. Det helt store lyspunkt var Malthe Højholt, der spillede en stor kamp

Malthe Højholt var ustoppelig mod FC Midtjylland. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Malthe Højholt var ustoppelig mod FC Midtjylland. Foto: Lars Pauli

AALBORG:Der var mange individuelle præstationer, som lyste op hos AaB i 0-0-kamp mod FC Midtjylland. Selv i anden halvlegs snevejr var det let at få øje på flere AaB-spillere, der spillede et godt stykke over det niveau, som oftest er blevet lagt for dagen i denne sæson. 

Der var dog ingen AaB-spillere, der kom i nærheden af Malthe Højholt. Han var den perfekte sneplov, for der blev bare ryddet op på AaB's centrale midtbane. Ikke nok med de ekstraordinært mange bolderobringer, men så havde Malthe Højholt også en lang række skarpe afleveringer, som var med til at give AaB-spillet de fremadrettede visioner, som det har skreget på i det meste af sæsonen.

- Jeg er selvfølgelig supergodt tilfreds med min præstation mod Midtjylland. Jeg kan godt mærke, at det går godt derinde, og jeg har en rigtig god fornemmelse gennem hele kampen, forklarer Højholt, der spillede med en autoritet og et overskud, der står i skarp kontrast til de præstationer han og AaB leverede i efteråret. 

Der var mange del-elementer i AaB's spil, der lykkedes mod FC Midtjylland. Stort set alle detaljer spillede for det nordjyske superligahold, men det kneb med skarpheden i afslutningerne. AaB kunne ellers ikke klage over antallet af store chancer.

- Jeg er rigtig, rigtig godt tilfreds, men det eneste der mangler er, at vi får prikket bolden ind på en af de chancer, vi har. Så havde det været en fantastisk kamp, konstaterer Malthe Højholt. 

Der går ikke mange dage, før han og AaB atter skal i kamp. Allerede fredag skal AaB en tur til Odense for at møde OB.

- Nu har vi haft to rigtigt gode præstationer i streg, så nu skal vi bygge videre på det på fredag. Nu fik vi tanket selvtillid mod Viborg, og vi fik tanket endnu mere selvtillid i dag. Nu har vi mødt to rigtigt gode hold, og har fået to meget gode præstationer, hvor vi skulle have vundet begge kampe, siger Malthe Højholt. 

Den stærke indsats fra hjørringenseren gik da heller ikke ubemærket hen hos Rasmus Thelander, der hylder den ro, som Højholt bringer ind i AaB's spil fra udgangspositionen på den defensive midtbane. 

- Malthe var klart banens bedste i den her kamp. Han har spillet nogle meget stærke kampe. Han har en ro på bolden, som binder vores spil godt sammen i den måde, som vi gerne vil gøre tingene på nu. Han har også taget nogle step i forhold til at fylde noget mere, siger Thelander. 

Forsvarsgeneralen havde også roser til en anden ung AaB-spiller.  

- Det var en toppræstation fra Malthe i dag, men jeg lagde bestemt også mærke til Ross' indhop i dag. Det var bestemt også et stærkt indhop. 

Oliver Ross kom ind og leverede en stribe stærke aktioner, hvilket også blev bemærket i den modsatte ende af banen. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Oliver Ross kom ind og leverede en stribe stærke aktioner, hvilket også blev bemærket i den modsatte ende af banen. Foto: Lars Pauli

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.