Højlund assisterer i hektisk Atalanta-sejr over Roma

Atalanta lå kortvarigt på førstepladsen i Serie A. Men Napoli slog AC Milan og topper nu den italienske liga.

Rasmus Højlund (nummer to fra højre) og holdkammeraterne tiljubler Giorgio Scalvini (til venstre) efter scoringen til 1-0. <i>Alessandro Garofalo/Reuters</i>

Rasmus Højlund (nummer to fra højre) og holdkammeraterne tiljubler Giorgio Scalvini (til venstre) efter scoringen til 1-0. Alessandro Garofalo/Reuters

Rasmus Højlund kan nu også kalde sig assistmager i Serie A.

Den 19-årige angriber lagde nemlig op til det afgørende mål, da Atalanta søndag aften slog Roma med 1-0 på udebane i den italienske fodboldliga.

Sammen med Joakim Mæhle var Rasmus Højlund i startopstillingen, men allerede fra anden halvlegs begyndelse måtte han tage plads på bænken.

Roma forsøgte ihærdigt at udligne i anden halvleg, men Atalanta-defensiven holdt stand. Sejren betød, at klubben fra Bergamo strøg til tops i ligaen.

Stillingen i tabellen holdt dog ikke længe. Senere søndag aften vandt Napoli over AC Milan, der havde Simon Kjær på banen i første halvleg.

Napoli vandt opgøret med 2-1 og er lige nøjagtig foran Atalanta i tabellen på grund af en lidt bedre målscore.

Tilbage til Rasmus Højlund. Den unge angriber skiftede til Atalanta i sommerens transfervindue efter et brag af en sæsonstart for østrigske Sturm Graz, og da han spillede sin anden kamp for italienerne, scorede han.

Søndag spillede han sin fjerde kamp, og her leverede han altså en assist, da Giorgio Scalvini efter 35 minutter sendte kuglen i netmaskerne.

Danskeren var strøget til baglinjen, hvor han vendte rundt og sendte bolden skråt tilbage i banen til Scalvini, som efter et par berøringer plaffede til den.

Både Højlund og Scalvini blev pillet ud i pausen.

Anden halvleg fik en særdeles hektisk indledning.

Ikke så meget på grund af poleret fodboldspil, men mere på grund af skærmydsler mellem spillere, trænere og andet godtfolk.

José Mourinho var så utilfreds med, at Nicolo Zaniolo ikke fik straffespark efter en duel i Atalanta-feltet, at han brokkede sig til en bortvisning.

Få øjeblikke efter den seance var der igen palaver i feltet, og igen var Zaniolo involveret. Denne gang blev han godt nok revet i trøjen, men han ventede så lang tid med sit teatralske dyk, at han igen ikke fik noget straffespark.

Romas største muligheder for udligning kom få minutter før afslutningen på den ordinære spilletid. Eldor Shomurodov fik to store chancer, men formøblede dem begge.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Aldi lukker i Danmark
Luk