Holger Rune har lært af barsk periode i orkanens øje

Danskerens glæde ved tennis blev påvirket i en periode med stor medieomtale, men nu er han kommet videre.

Holger Rune indledte året som nummer 103 i verden. I øjeblikket er han oppe som nummer 27. (Arkivfoto). <i>Christophe Archambault/Ritzau Scanpix</i>

Holger Rune indledte året som nummer 103 i verden. I øjeblikket er han oppe som nummer 27. (Arkivfoto). Christophe Archambault/Ritzau Scanpix

Tenniskometen Holger Rune har de seneste måneder fået stor international opmærksomhed.

Den 19-årige dansker nåede i juni frem til kvartfinalen i French Open, hvor især kampen mod norske Casper Ruud skabte en del debat omkring Holger Runes opførsel.

I et opslag på Instagram fortæller danskeren, at de mange holdninger til ham i medierne påvirkede glæden ved at spille tennis.

- Den seneste måned har handlet meget om at lære. Specielt uden for banen. Jeg forstår nu, hvordan ting, der bliver sagt og gjort, kan blive fordrejet til det værste. I medierne.

- Når det er sagt, så er der helt sikkert nogle ting, jeg ville gøre anderledes, hvis jeg skulle gøre det om, men jeg kan ikke ændre, hvad der er sket i fortiden, men tager læringen med mig, fortæller Holger Rune.

For to uger siden indgik danskeren et samarbejde med mentaltræneren B.S. Christiansen.

Danskeren fortæller, at han hele tiden forsøger at blive klogere, og at han ikke spiller tennis på grund af berømmelse eller for at være i medierne.

- Glæden ved at spille blev forstyrret i en periode på grund af omstændighederne.

- Nu har jeg fundet ro ved situationen. Det gode er, at jeg har fundet ud af, at intet kan dræbe min passion for tennis. Jeg elsker tennis. Så simpelt er det, fortæller han.

Under nederlaget til Casper Ruud skabte det stor opmærksomhed, da Holger Rune råbte "forlad, forlad, forlad" op mod VIP-boksen, hvor hans mor, Aneke Rune, kort efter forlod sin plads.

Rune forklarede efterfølgende, at hans råb ikke var rettet mod moren, men at det indimellem kunne hjælpe ham, hvis enten hans mor eller træner "listede af", så han ikke havde to at referere til.

Efter nederlaget beskyldte danskeren desuden Ruud for at have hoveret over sin sejr, da de mødtes inde i omklædningsrummet, hvilket blev afvist af Ruud-lejren. Rune holdt dog fast i sin udlægning.

Holger Rune indledte 2022 som nummer 103 på verdensranglisten, men han er sidenhen klatret op og indtager nu en placering som nummer 27.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.