tennis

Holger Rune ryger ud i første runde på argentinsk grus

Holger Rune er færdig i ATP-turneringen Cordoba Open i Argentina. Danskeren tabte i første runde til spanier.

TENNIS-AUS-OPEN
TENNIS-AUS-OPEN Paul Crock/Ritzau Scanpix

Det blev ikke til meget tennis for Holger Rune i ATP-turneringen i argentinske Cordoba.

I første runde tabte Holger Rune med cifrene 2-6, 4-6 til spanieren Roberto Carballes Baena, der er nummer 76 i verden.

Holger Rune er selv nummer 97 i verden, hvilket er hans højeste placering hidtil i karrieren.

Danskeren var bagud i stort set hele tirsdagens opgør på grus.

Roberto Carballes Baena, der er grusspecialist, brød danskeren til 2-1-føring i første sæt.

Senere brød han Holger Runes serv en gang mere og kom foran 5-2, inden den 28-årige spanier selv servede første sæt i hus.

I andet sæt blev 18-årige Holger Rune brudt med det samme, men svarede også igen og udlignede til 1-1.

Roberto Carballes Baena brød endnu en gang og kom foran 2-1 og gentog bedriften fra første sæt og brød også til 5-2-føring.

Holger Rune fik dog hanket op i sig selv denne gang og var ved at lave et flot comeback i andet sæt. Men det blev ved et enkelt brud og kort efter en reducering til 4-5.

Derefter servede Roberto Carballes Baena kampen hjem efter godt halvanden times spil.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden