Hollandsk cykellegende slår Uttrup Ludwig og laver hattrick

Marianne Vos vandt for næsen af Cecilie Uttrup Ludwig og fuldendte et hattrick i Tour of Scandinavia.

Marianne Vos har vundet de første tre etaper af Tour of Scandinavia. (Arkivfoto) <i>Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix</i>

Marianne Vos har vundet de første tre etaper af Tour of Scandinavia. (Arkivfoto) Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Der er Marianne Vos, og så er der alle de andre. Sådan har det været på de første etaper af Tour of Scandinavia.

Torsdag var Cecilie Uttrup Ludwig dog lige ved at spolere hollænderens sejrsstime i World Tour-cykelløbet. Men Vos var igen for stærk, da hun vandt 3. etape i norske Sarpsborg for næsen af Uttrup Ludwig, som blev nummer to.

Dermed er Marianne Vos oppe på tre sejre på lige så mange etaper i Tour of Scandinavia. Den 35-årige hollandske cykellegende fører dermed også fortsat løbets samlede klassement.

Torsdagens etape blev som de forudgående to afgjort i en massespurt. Den åbnede Cecilie Uttrup Ludwig, men Vos, som lå i danskerens hjul, havde lidt mere at skyde med på de sidste meter og kom altså først over målstregen.

Britiske Alice Barnes var kørt væk med små 30 kilometer igen på den bakkede rundstrækning i Sarpsborg i et forsøg på at snyde feltets sprintere.

Men Barnes blev opslugt en håndfuld kilometer før mål, og så kunne sprintspecialisterne begynde at forberede sig på finalen. Flere ryttere forsøgte på de sidste kilometer at komme væk uden held.

Marianne Vos er nu oppe på utrolige 245 sejre i karrieren.

Tour of Scandinavia startede tirsdag med en etape, der havde start på Kongens Nytorv i København og mål i Helsingør. Løbet slutter søndag i norske Halden.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.