Sport

Hollandsk topsprinter brækkede kravebenet i dansk triumf

Sprinteren Olav Kooij var uheldig, da han forsøgte at følge Mads Pedersen under søndagens Gent-Wevelgem.

Olav Kooij har vundet tre løb i år. Samlet set er den 23-årige hollænder oppe på 39 sejre i karrieren. (Arkivfoto).
Olav Kooij har vundet tre løb i år. Samlet set er den 23-årige hollænder oppe på 39 sejre i karrieren. (Arkivfoto). Loic Venance/Ritzau Scanpix

En af verdens bedste sprintere må sidde ude den kommende tid.

Hollandske Olav Kooij kom galt afsted i forsøget på at holde snor i danske Mads Pedersen under søndagens Gent-Wevelgem.

Kooij var en af de eneste, der kunne følge den senere vinders antrit. Men i forsøget på at holde hjul faldt han og slog sig.

Undersøgelser har vist, at han brækkede kravebenet, skriver Visma i et opslag på platformen X.

- Vær med til at ønske ham god bedring, skriver holdet.

Det er endnu en streg i regningen for Visma, hvor rytterne sidste år havde store problemer med at holde sig på cyklen. Og i dette forår har Jonas Vingegaard og Christophe Laporte blandt andre misset tid med forskellige skavanker.

23-årige Kooij har stået for 3 af holdets 12 sejre i sæsonen hidtil, og gennem karrieren har han kørt sig til 39 sejre.

Mads Pedersen var suveræn i den belgiske klassiker. Han kørte først over målstregen efter et soloridt på næsten 60 kilometer.

Det var tredje gang i karrieren, at han vandt endagsløbet. Med triumfen tangerede han rekorden for flest sejre. En rekord, han deler med koryfæer som Eddy Merckx, Tom Boonen og Peter Sagan.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden